Til samtale med chefen efter kritik: Sygeplejerske føler sig krænket på sin ytringsfrihed
En sygeplejerske fra Aarhus Universitetshospital føler sig knægtet på sin ytringsfrihed, efter hun blev kaldt til samtale med ledelsen i kølvandet på et personalemøde, hvor hun havde udtalt sig kritisk.
Hvis du udtaler dig kritisk, kommer du til samtale med chefen.
Det er i hvert fald oplevelsen hos Marianne Skytt, der er sygeplejerske på Aarhus Universitetshospitals afdeling for blodsygdomme.
Hun mener, der er et problem med ytringsfriheden, efter hun i kølvandet på et personalemøde, hvor hun udtalte sig kritisk om arbejdsforholdene, modtog en indkaldelse til møde med afdelingsledelsen.
- Det er en følelse af ekstrem uretfærdighed. Og en følelse af at få mundkurv på. Og en følelse af at blive bange for at sige noget, siger Marianne Skytt til TV2 ØSTJYLLAND.
Udtalte sig kritisk om pålagte vagter
På afdelingen, hvor Marianne Skytt arbejder, oplever hun arbejdsmiljøet som presset.
Da netop det punkt, ifølge sygeplejersken, var på dagsordenen til et personalemøde, valgte hun derfor at råbe op. Her pegede hun på, at hun synes, at det var et skråplan, når sygeplejerskerne skulle sige ja til såkaldte pålagte vagter.
En pålagt vagt er, når en sygeplejerske bliver bedt om at tage en ekstra vagt i forlængelse af den, de lige har taget. Det bliver for eksempel brugt, når afdelingerne har travlt eller er presset.
Marianne Skytt opfordrede derfor på mødet andre til at sige nej til pålagte vagter, hvis de havde det på samme måde som hende.
- Jeg oplever, at sygeplejersker er ekstremt presset på deres arbejdsvilkår og på deres samvittighed. Vi begynder at være så presset, at vi vender os internt mod hinanden, og det synes jeg er utrolig trist og ubehageligt. Og en farlig situation, siger Marianne Skytt.
Følte hun fik mundkurv på
Udtalelsen fik dog efterfølgende konsekvenser, da Marianne Skytt blev indkaldt til et møde med afdelingsledelsen. I mødeindkaldelsen, som TV2 ØSTJYLLAND har set, står der blandt andet, at det er kommet ledelsen for øre, at hun har opfordret sine kolleger til at forlade arbejdspladsen, hvis de bliver pålagt en vagt.
Marianne Skytt kan over for TV2 ØSTJYLLAND ikke dokumentere indholdet af den efterfølgende samtale. Men her fik hun, ifølge hende selv, at vide, at hun havde opfordret til ulovlig arbejdsnedlæggelse med sine udtalelser.
Det er, hævder Marianne Skytt, en fordrejning af hendes ord.
Kan du være sikker på, du ikke har opfordret til arbejdsnedlæggelse?
- Alt kan fortolkes. Og det har jeg så oplevet nu. Jeg har ikke sagt de ord.
TV2 ØSTJYLLAND har forelagt afdelingsledelsen Marianne Skytts kritik. Ledelsen ønsker ikke at kommentere den med henvisning til, at der er tale om en personalesag.
Opdatering den 16. september 2021
TV2 ØSTJYLLAND har læst referatet af samtalen mellem afdelingensledelsen og sygeplejerske Marianne Skytt. Ledelsen understreger, ifølge referatet, at sagen ikke handler om ytringsfrihed, men om arbejdsretlige regler. Marianne Skytt fastholder, at hun føler sig misforstået.
Ikke tilladt at sige nej
Ifølge sygeplejerskernes egen fagforening, Dansk Sygeplejeråd, er det som udgangspunkt ikke tilladt at sige nej til en pålagt vagt.
Men kredsformand, Anja Laursen, mener, at der skal være plads til at tale om presset, og at der herunder kan ryge en finke af panden.
- Der er ingen tvivl om, at sygeplejersker, ligesom alle andre grupper, har ytringsfrihed. Og man har lov til at give til kende, hvis man oplever arbejdsmiljøet så presset, at man ikke kan være i mere at få pålagte vagter. Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at man tager det meget alvorligt og lytter på sygeplejerskerne, hvis der er så massive mængder pålæg, at man ikke kan holde til det, siger Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hospitalsledelse slår fast: Vi har ytringsfrihed
TV2 ØSTJYLLAND har i dag talt med regionsrådsformand, Anders Kühnau (S), der hverken kan eller vil kommentere den konkrete sag. Men han slår fast, at ytringsfriheden for alle ansatte er vigtig i Region Midtjylland.
Heller ikke den øverste hospitalsledelse på Aarhus Universitetshospital vil gå ind i den konkrete sag. Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg kan ikke afvise, at der er medarbejdere, der føler, de ikke har ytringsfrihed. Men han mener, at der generelt er meget højt til loftet på hospitalet. Og nul grænser for ytringsfrihed.
- Ytringsfriheden er en ret. Og det er en del af vores demokrati og en indgribende del af det at arbejde på AUH, så nej, der er ingen grænser, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Poul Blaabjerg påpeger, at Aarhus Universitetshospital er en meget stor arbejdsplads med mange ansatte. Og derfor kan det sagtens ske, at der opstår forskellige opfattelser af en situation.
- Men det er en balance, hvor en ledelse skal finde ud af, hvad ledelsens opgave er, ligesom den enkelte medarbejder skal finde ud af; hvad er min opgave her?
Men sagen har påvirket Marianne Skytt i en grad, at hun nu overvejer at sige op.
- Det gør, at jeg tænker, at jeg ikke kan være sygeplejerske på en afdeling, hvor jeg skal passe på, hvad jeg siger, siger Marianne Skytt.