Trafikuheld skabte flere kilometer kø på motorvejen
Et trafikuheld på E45 torsdag eftermiddag skabte kø i nordgående retning mellem Aarhus og Randers
Opdateret 17.28: Begge spor er nu åbne på motorvejen, politiet er færdige på stedet og trafikken glider efterhånden nogenlunde igen.
På det nærmest værst tænkelige tidspunkt i myldretrafikken skete der et uheld på motorvejen kort efter Aarhus N afkørslen i nordgående retning. Det skabte en meget lang kø på E45, der først omkring kl. 17.15 var ved at være opløst.
Køen strakte sig helt fra Aarhus V afkørslen og mange kilometer frem.
- Vi havde spærret det ene spor for at rydde på stedet. Der var tre personbiler involveret i uheldet. En person blev kørt på sygehuset, men er ikke kommet alvorligt til skade, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Jess Frederiksen, til TV2 ØSTJYLLAND.
I trafikradioen var der meldinger om op til 10 kilometers kø. Bilisterne blve rådet til at finde alternative ruter for at undgå køen, men på flere af disse var der så også tæt trafik og trængsel.
På Vejdirektoratets webkameraer fremgik det tydeligt, at køen havde spredt sig til flere af de nærliggende veje - blandt andet Djurslandsmotorvejen.
Oprydning efter uheld på E45 mod nord efter MVX Aarhus N er afsluttet, men endnu noget kødannelse.
— TrafikNyt (@TrafikNyt) June 22, 2017
Østjyllands Politi medgiver, at der var ekstra lang kø på motorvejen mellem Aarhus og Randers.
- Uheldet skete jo på et kritisk tidspunkt, så det gav nogle trafikale vanskeligheder, siger Jess Frederiksen.