Travl weekend i Ikea: Politiet melder om kø - men god afstand
Weekenden har været travl hos Ikea, der genåbnede i mandags. Men kunderne holder god afstand, lyder det fra Østjyllands Politi.
- Vi er der ude med to patruljevogne lige nu. Der er 200 meters kø for at komme ind i varehuset, men der er ikke nogen problemer.
Sådan lyder meldingen fra René Raffo fra Østjyllands Politi om overholdelsen af corona-retningslinjerne ved Ikea i Aarhus søndag midt på dagen.
Weekenden har været travl hos Ikea, der genåbnede i mandags, den 27. april - efter debat om, hvorvidt det egentlig var forsvarligt.
Siden har Østjyllands Politi modtaget flere opkald fra bekymrede borgere om afstanden mellem kunderne i varehuset.
På åbningsdagen valgte varehuset selv at lukke bistroen på grund af flaskehalsproblemer foran den. Derudover bad Østjyllands Politi Ikea om at lave yderligere foranstaltninger for at sikre afstand mellem kunderne i kasseområdet på åbningsdagen.
Østjyllands Politi har været forbi varehuset stort set hver dag siden åbningen, fortæller varehuschefen:
- Jeg hilser på flere politibetjente næsten hver dag, og vi har en god dialog. Vi er jo alle opsat på, at det skal forløbe sig på en god måde. Det har vi en fælles interesse i, siger John Kristian Sørensen, varehuschef i Ikea i Aarhus.
Østjyllands Politi: Ikea er ikke et særligt mål for vores kontrol
Søndag planlægger Østjyllands Politi fortsat jævnligt at lægge vejen forbi Ikea for at tjekke, at den gode afstand mellem kunderne fortsætter.
- Det er ikke sådan, at Ikea er et særligt mål for vores kontrol. Men når vi får henvendelser, så kommer vi selvfølgelig. Ligesom vi gør det til plantecentre og byggemarkeder, hvor der kan forsamle sig mange mennesker, siger René Raffo, Østjyllands Politi.
I langt de fleste tilfælde er der ikke noget at påtale for politiet.
- Generelt ser det fint ud alle steder - også ved byggemarkeder og planteskoler. Butiksejerne gør meget for at imødekomme retningslinjerne. Man er gode til at lukke folk ind i hold, have håndsprit og være opmærksomme på retningslinjerne, siger René Raffo, Østjyllands Politi.
Varehuschef: 'Hvis man har dårlig tid, så skal man ikke besøge Ikea'
Selvom denne weekend er travl, er der færre kunder nu end på en almindelig dag i varehuset før corona-epidemien.
- Både restauranten og bistroen er lukkede, så kunderne opholder sig kortere i varehuset end før. Vi må maksimalt være 1000 mennesker i varehuset, og det efterlever vi hele tiden, siger varehuschef John Kristian Sørensen og fortæller, at digitale tællere sørger for, at det overholdes hele tiden.
Varehuset har også gennemført flere ændringer for at sikre afstand. Blandt andet står der sikkerhedsvagter i døren og indsluser kunderne, der er sat skilte op og vagtsat ekstra personale.
- Og vi opfordrer stadig vores kunder til at handle online, siger varehuschefen.
For ændringerne giver også ventetid.
- Kunderne skal måske vente ved indgangen og gå stille og roligt gennem varehuset. Så min opfordring er, at hvis man har dårlig tid, så skal man ikke besøge Ikea på en weekenddag lige nu, siger John Kristian Sørensen, varehuschef, Ikea i Aarhus.