Ung bilist kastede æg og rødbeder efter folk på gaden
Flere æg og en rødbede blev onsdag aften angiveligt kastet mod aarhusianerne. Det blev til flere sigtelser for en ung mand.
En rolig onsdag aften tog pludselig en uventet drejning for flere aarhusianere, der havde bevæget sig ud i byens gader.
Klokken 21.43 modtog Østjyllands Politi et opkald fra en mandlig cyklist.
På sin cykeltur gennem Nørre Allé var en bil kørt op på siden af ham, rullet vinduet ned og helt umotiveret kastet rå æg efter ham.
Læs også:
Æggene ramte ham ikke, men Østjyllands Politi oplyser, at de senere fandt æg på muren af det hus, hvor hændelsen fandt sted.
Blot et kvarter før fandt en lignende hændelse sted på Grønnegade. Her er TV2 ØSTJYLLAND bekendt med, at to unge piger blev ramt af fire-fem rå æg i ryggen. Her kørte bilen ind til kantstenen, kastede æggene og kørte straks væk i høj fart.
Kort efter første hændelse blev Østjyllands Politi ringet op af en kvinde, der fortalte, at mens hun spadserede ned ad Vesterbro Torv, var føreren af en bil havde kastet en rødbede eller lignende efter hende ved Vesterbro Torv.
En patrulje fik på Havnegade lidt efter kontakt til føreren af den omtalte bil, hvor der bag rattet sad en 20-årig mand, der nægtede at kende til kasteriet.
Men på bunden af bilen lå en rødbede.
Og det var ikke blot en rødbede, der blev fundet i bilen. Flere poser med kokainrester var også at finde i den 20-åriges bil.
Det endte med, at manden blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden med rødbedekasteriet og blev samtidigt sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Sidst, men ikke mindst, var den 20-årige mand af vidner blevet set lave flere hjulspor, og fik derfor en tredje sigtelse for generende og forstyrrende kørsel.
Østjyllands Politi oplyser, at de er ved at danne sig et overblik over omfanget af anmeldelser, og at disse vil indgå i den samlede vurdering af sagen.