Ventetiden er ovre ved irriterende Aarhus-kryds
Det lille lyskryds ved Salling i Aarhus giver nu førsteret til fodgængere
De fleste mennesker, der har deres daglige gang i Aarhus, har ventet for rødt på krydset mellem Østergade og Søndergade. Altså krydset ved Salling, hvor strøget krydset Østergade.
Men det er sjældent, at der overhovedet er en eneste bil at vente på, og krydset må derfor også være et godt bud på det sted i byen, der ser flest mennesker gå over for rødt. Det skal være slut nu. Simpelthen fordi at der skal være oftere grønt.
Aarhus Kommune har givet lysreguleringen i krydset et nyt system, som kan registrere, om der kommer biler.
- Fodgængerne får førsteprioritet forstået på den måde, at der som hovedregel vil være grønt for fodgængere, med mindre der er busser, biler eller cykler, der skal krydse Strøget, siger Michael Bloksgaard, der er projektleder i Center for Byens Anvendelse i en pressemeddelelse.
Indtil i dag har krydset været tidsstyret, men det er altså ikke hensigtsmæssigt, da der er en markant overvægt i antallet af fodgængere, der skal fortsætte deres strøgtur.
Michael Bloksgaard forventer, at flere vil vente pænt for rødt lys, hvis det optræder sjældnere – og kun når der rent faktisk kommer en bil. Tiltaget gælder alle tre lyskryds mellem Banegårdspladsen og Clements Bro.
- Tiltaget giver altså ikke bare et højere serviceniveau for fodgængerne på Strøget, det højner også trafiksikkerheden ved de tre fodgængerovergange, siger Michael Bloksgaard.