Vestas skal levere 150 vindmøller
Vestas skal levere 150 vindmøller til USA med en samlet kapacitet på 300 megawatt
Vindmøllekoncernen Vestas har landet en markant ordre fra USA. I en meddelelse oplyser selskabet tirsdag, at det skal levere 150 vindmøller af typen V110-2.0 MW-møller. De har en samlet kapacitet på 300 megawatt.
Hvilken kunde, der er tale om, fremgår ikke af meddelelsen.
Kontrakten omfatter både levering og idriftsættelse af vindmøllerne. Derudover er en flerårig serviceaftale også en del af kontrakten.
Vestas forventer at begynde leveringen af vindmøllerne i andet kvartal af 2017. De 150 møller forventes at kunne blive taget i brug i fjerde kvartal 2017.
Ordren er den første offentliggjorte vindmølleordre i 2017. Vindmøllekoncernen modtog i 2016 ordrer på vindmøller på en samlet kapacitet på 2403 megawatt, fremgår det af Vestas hjemmeside.
Her var den største offentliggjorte ordre fra Norge og på 1001 megawatt.