VIDEO: 71 tons tung helikopter-platform løftet på plads
En 71 tons tung helikopterplatform er blevet løftet på plads ved Aarhus Universitetshospital i Skejby
Tirsdag aften var en af de helt store kraner på arbejde, da en gigantisk stålkonstruktion på 71 tons blev løftet på plads ved Aarhus Universitetshospital i Skejby. Den store konstruktion skal fremover fungere som helikopterlandingsplads ved hospitalets Hjerteafdeling.
Ifølge Region Midtjylland var det Danmarks største mobilkran, der var tilkaldt for at klare det tunge løft, som også var det tungeste og mest komplicerede i hospitalets historie.
Helikopterplatformen er transporteret til det nye supersygehus i mindre stykker, hvorefter delene så er blevet samlet, inden den store konstruktion tirsdag aften blevet løftet på plads 15 meter over jorden.
Selve løftet tog kun cirka 15 minutter, men herefter skulle konstruktionen hænge i kranen i op mod ti timer, mens den bliver monteret, oplyser Region Midtjylland.
Helt klar til november
Nu venter arbejdet med at bygge et kontroltårn, som skal forbindes med platformen og en gangbro hen til hospitalet, så patienterne hurtigt kan fragtes ind til behandling. Kontroltårnet ventes at stå klar til september, og efter planen kan den første helikopter lande på den nye plads til november.
Platformen er en gave fra TrygFonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål, mens kontroltårnet med videre er finansieret af Region Midtjylland.
Helikopterlandingspladsen er ikke den eneste på det store hospital, som også er ved at etablere en på taget ved akutafdelingen.
I videoen øverst på siden kan du se noget af arbejdet med at løfte den store konstruktion på plads 15 meter over jorden.