VIDEO: Nu kan alle komme med på toppen
Lighthouse har nu åbnet for, at offentligheden kan komme på besøg i toppen af højhuset. Det var en betingelse for byggeriet helt fra starten.
Byggeriet af Lighthouse på Aarhus Ø har stået på siden 2012, og efter ti års larm, støj og 65.000 ton støbt beton kan aarhusianere og andre nysgerrige nu endelig komme til tops i højhuset.
Toppen af det 142 meter høje højhus er nemlig fra i dag af åbent for offentligheden. På toppen er åbnet et oplevelsescenter under navnet Aarhus Øje, som udover panoramaudsigt over byen og vandet også byder på Restaurant Bavn og Brasserie Bavn.
I stueetagen på Lighthouse kan man blive klogere på bygningerne på Aarhus Ø, og hvordan man bygger en bygning som Lighthouse. I kælderen er der indrettet en udstilling ved navn Byen og Bugten.
En tur op i toppen af Lighthouse koster i weekenden 149 kroner for en voksen.
Det er nu cirka et år siden, at de første beboere flyttede ind i Lighthouse.