Vil af med Jette Jensen
Enhedslisten vil af med byrådsmedlem Jette Jensen
Bestyrelsen i Enhedslistens Aarhusafdeling opfordrer nu byrådsmedlem Jette Jensen til at træde tilbage.
Hun kan ikke længere kan sidde som Enhedslistens kvinde i Århus Byråd, konkluderer bestyrelsen i en pressemeddelelse til TV2 | ØSTJYLLAND. Men Jette Jensen afviser at trække sig:
- Jeg tror, at afdelingsbestyrelsen er blevet frustreret over de massive og naturligvis forståelige reaktioner, som skolestrukturforliget er blevet mødt med af især forældre i Rundhøjområdet. Men bestyrelsen glemmer, at aftalen om ny skolestruktur er indgået på baggrund af et mandat, som er besluttet i kommunalgruppen, og som bestyrelsen har været orienteret om, udtaler hun.
Støtter skoleforlig
Årsagen til at bestyrelsen ønsker, at Jette Jensen trækker sig er, at hun fortsat støtter det skoleforlig, som et afdelingsmøde i Enhedslisten tirsdag aften vedtog, at partiet skal trække sig fra.
Ifølge bestyrelsen er det et brud på afdelingens vedtægter, som fastslår medlemsdemokratiet som højeste myndighed, også når det handler om byrådsarbejdet.