Villabrand skyldes muligvis et lynnedslag
Tagstenene er sorte omkring det sted, hvor der kommer røg ud, oplyser brandvæsnet.
Østjyllands Brandvæsen var mandag eftermiddag til stede ved en villa på Minthøjvej i det vestlige Aarhus, hvor meldingen klokken 12.59 gik på bygningsbrand.
Der kommer røg ud fra under tagstenene, oplyser operationschef Thomas Breinholdt Jørgensen til TV2 Østjylland.
- Der er sorte tagsten, så vi har en mistanke om, at lynet har slået ned i huset. Lige nu er vi ved at få stigevognen på plads, så vi kan komme op og afmontere tagstenene omkring det sted, hvor røgen kommer ud, siger Thomas Breinholdt Jørgensen.
Der er tale om en villa i halvandet plan.