En halv milliard til spritnyt stadion i Aarhus
Lind Invest og Salling Fondene har til sammen lovet at skyde 500 millioner kroner i et projekt, der blandt andet kommer til at omfatte et nyt fodboldstadion i Aarhus.
Planerne om et nyt fodboldstadion i Aarhus rykker nu et stort skridt tættere på at blive til virkelighed.
Mandag morgen kl. 9.30 præsenterede borgmester Jacob Bundsgaard (S) på et pressemøde nemlig en plan for området omkring Stadion, Væddeløbsbanen og Mindeparken, samt de private investorer, der skal finansiere projektet, 'Kongelunden'.
Henrik Lind fra Lind Invest og Salling Fondene lover at skyde 500 millioner kroner i projektet, hvis der leves op til en række kriterier, som tager højde for driften fremadrettet.
- Vi synes, at tiden er kommet til at sikre et smukt og banebrydende stadion i absolut verdensklasse, siger Jens Bjerg Sørensen fra Herman Sallings Fond.
- Det er uomtvisteligt at begge parter har et kæmpe ønske om at gøre noget godt for Aarhus og for byens borgere. Vi vil skabe glæde og gavn for rigtig mange mennesker og udfolde det potentiale, der ligger i at få skabt et nyt og lækkert og topmoderne stadion, men også i det at få aktiveret hele området derude noget mere, lød det på pressemødet fra Henrik Lind, ejer af Lind Invest.
Og han fortsætter:
- Men der skal være tale om helhedsløsning, hvor alle interessenter bliver tænkt klogt ind, og hvor man også samtidig er sikker på, at der ikke blot er penge til at skabe nogle – men også at skabe en langsigtet økonomisk balance.
Kommer til at tage tid
Borgmesteren forklarer, at det kommer til at tage tid at gennemføre projektet.
- Vi kommer ikke helt til at bruge et kvart århundrede, som de gjorde i starten af sidste århundrede, men det kommer til at tage noget tid, siger Jacob Bundsgaard.
Han henviser til, at der tidligere er talt meget om et nyt stadion i Aarhus, men det er endnu ikke blevet til noget.
Denne gang håber politikerne på, at det bliver til noget, og nu er processen så skudt i gang med en donation på 500 millioner kroner fra investorerne.
De penge skal i starten af næste år bruges på at etablere en projektorganisation, og i løbet af samme år starter en proces med at inddrage borgerne i området.
Hvis alt går efter planen, vil arbejdet gå i gang mellem 2021 og 2023 med den overordnede udviklingsplan, planlægning og de første anlægsarbejder, forklarer borgmesteren.
Det samlede projekt kommer til at koste mere end en halv milliard kroner, og derfor forventer Jacob Bundsgaard også, at kommunen vil bidrage til projektet, samt at flere investorer skal bidrage.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har tidligere talt varmt om at få et stadion med plads til 25.000 tilskuere.
Men på pressemødet i Aarhus ville man ikke komme ind på kapaciteten på det kommende nye stadion.
- Vi har ikke lagt os fast på noget. Det vigtige er, at det lever op til Uefas sikkerhedskrav, siger Jacob Bundsgaard.
100 år gammelt stadion
Udmeldingen kommer ovenpå næsten 20 år, hvor fodboldklubben AGF, kommunale politikere og fodboldfans har drømt om et nyt stadion, der skal erstatte Ceres Park.
Aarhus Idrætspark blev oprindeligt bygget i 1920, og selvom det i 2001 blev renoveret for omkring 240 millioner kroner, har der flere gange siden været tale om et nyt og moderne stadion.
Aarhus Stadion er blandt andet blevet kritiseret for ikke at være et rigtigt fodboldstadion med den stemning, der hører til, fordi løbebanen lægger afstand mellem fodboldbane og fansene på tribunen.
Vil ikke give afkald på grønt område
I december 2018 afleverede rådgivningsfirmaet PWC en analyse af både byggeri og finansiering af et nyt stadion. Heri fremgik det, at projektet ville komme til at koste omkring 400 millioner kroner.
Derfor har det fra begyndelsen været planen, at kommunen skulle samarbejde med private investorer. Firmaet foreslog blandt andet at finde pengene ved at sælge byggerettigheder på Jydsk Væddeløbsbanes areal bag stadion.
Et forslag der langt fra faldt i god jord hos væddeløbsbanen samt hos de mennesker, der bor i Holme og Højbjerg, som ikke ønskede at give afkald på et grønt område til fordel for boliger.
Da borgmester Jacob Bundsgaard på pressemødet i dag blev spurgt ind til tankerne om nye boliger i området, lød svaret:
- Det, at vi har fået Lind Invest og Salling Fondene med, har gjort at vi kan vende projektet på hovedet og i stedet for at skulle bygge boliger, så kan vi se på, hvordan vi gerne vil have at udviklingen skal være i området.
Visionen 'Kongelunden'
Det nye stadion-projekt blev præsenteret under navnet, 'Kongelunden'. Visionen går på at sikre og udvikle områdets kvaliteter og værdier for kommende generationer - og tiltrække endnu flere gæster til byen.
Det skal gøres gennem fem strategiske pejlemærker:
Flere destinationer gør området til en samlet attraktion i byen. Dette gøres ved at fjerne fysiske barrierer og ved at udvikle nye og opdatere eksisterende destinationer med reference
til den grønne og blå natur samt de enestående historiske og landskabelige forhold i området
Et centrum for livskvalitet, bevægelse samt store og små fællesskaber. Dette gøres ved at sikre en lang række forskellige funktioner, der understøtter hinanden og som understøtter, at man bevæger sig inde i området og ikke kun tager derind for at besøge enkelte og isolerede tilbud.
En moderne ramme for events inden for sport, kultur og erhverv. Ved en gennemgribende modernisering og nybyggeri af idrætsanlæg med fokus på fleksibel og høj udnyttelse, skabes
et nyt center i landsdelen for både større og mindre events.
Et rum for ro, fordybelse, eftertanke og viden. Dette gøres ved at dedikere dele af området til livets roligere udfoldelser og ved at skabe plads til funktioner, der understøtter nysgerrighed
og videnskab.
Med en sammenhængende plan skabes det nødvendige grundlag for at aktivere og demokratisere området, hvilket vil gøre det til ’Hele Aarhus’ legeplads’. Områdets skal udvikles
fra et enkeltstående udflugtsmål til at blive en del af den aarhusianske hverdag.
Kilde: Aarhus Kommune