Nyt stadion i Aarhus er realistisk drøm efter sukkerbold fra DBU

En udmelding fra DBU har givet ny, stærk vind i sejlene i forhold til at skabe et nyt stadion i Aarhus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: AGF-direktøren kan knapt nok vente med at komme i gang med at bygge, mens borgmester er lidt mere forsigtig i sin udmelding.

- Vi har skubbet på den her snebold i mange år. Nu har den vokset sig stor, og nu kræver det nogle kommunale hænder for, at den kommer i mål. Det kræver nogle beslutninger, for ellers løber andre med et nyt stadion.

Hvis man skulle være i tvivl, ser direktør for AGF Jacob Nielsen gerne, at Aarhus Kommune så at sige kommer ind i kampen. Nu.

Vi har været underkuet af andre byer i mange år, og hvis det skal høre op, er der nødt til at være et bedre stadion, lyder det fra direktør for AGF, Jacob Nielsen.

Perfekt DBU-aflevering

Udmeldingen fra AGF-direktøren kommer efter, at DBU har kørt Aarhus i stilling til et nyt og moderne stadion til 25.000 tilskuere. Det sker i forbindelse med planerne om et nyt nationalstadium i hovedstadsområdet.

- Hvis vi skal have et topmoderne, bæredygtigt stadion til 25.000 mennesker, så tror jeg, det er i Aarhus-området, og der vil det være naturligt at kigge på AGF, sagde bestyrelsesformand for DBU, Jesper Møller, onsdag morgen til TV2 NEWS.

Alle må betale

AGF og lokale fodboldentusiaster har i årevis kæmpet for et nyt fodboldstadion i Aarhus. Hidtil har ambitionerne dog været større end den politiske velvilje og kommunens pengekasse.

En hel del brikker må falde på plads, hvis et nyt stadion skal blive en realitet, forstår man på Jacob Bundsgaard.

Ifølge Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard vil et nyt stadion koste i omegnen af 300-400 millioner kroner. Han er positiv over for projektet og mener, det er realistisk - hvis kommunen kan skaffe finansiering i det.

Pengene skal blandt andet komme fra fonde, sponsorer og andet godtfolk, der vil være med til at bidrage til byens udvikling, lyder det.

Træt af at fedte rundt

I første omgang har kommunen afsat et millionbeløb i budgettet til at undersøge forskellige forhold og muligheder i forbindelse med et muligt stadion.

- Lige nu er det en drøm, men det er en realistisk drøm. Man skal gå ind i det her med en ambition om at realisere projektet, ellers skal man lade det ligge, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Det nuværende stadion i Aarhus blev åbnet i 1920 men renoveret i 1993 og 2001.

Behovet for et nyt stadion kan ikke undervurderes, mener AGF-direktør Jacob Nielsen.

- På den lange bane er det altafgørende, at faciliterne bliver løftet. Vi kan ligge og fedte rundt, som vi har gjort i de seneste 20-25 år. Men det har en dokumenteret sportslig påvirkning, og det har ikke mindst også en økonomisk påvirkning. Vi har været underkuet af andre byer i mange år, og hvis det skal høre op, er der nødt til at være et bedre stadion, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Et hit for hele byen

AGF kan ifølge direktøren sagtens skaffe 50 millioner til projektet, og Jacob Nielsen vil ikke afvise, at det beløb kan blive større.

Han kan også sagtens se kommunale fordele ved et moderne stadion til 25.000 gæster.

- Man skal også huske, at vi bidrog til den aarhusianske kommunekasse med over 60 millioner, da vi i juni havde to koncerter med Volbeat og Phil Collins. En landskamp med 25.000 mennesker et par gange om året vil bidrage ekstremt meget til en kommunekasse, siger Jacob Nielsen.

AGF-direktør Jacob Nielsen var onsdag en eftertragtet mand blandt mediefolk.

En naturlig placering

Et af de mange spørgsmål, kommune og klub skal have afklaret, er, hvor et nyt stadion i så fald skal bygges. AGF-direktøren har en favoritlokation.

- Vi har et bånd med området her, som vi gerne vil holde ved. Vi har ikke gjort det til et kardinalpunkt, men vi synes, det er naturligt, at vi bliver her også de næste 100 år, siger han.

Det nuværende stadion i Aarhus blev åbnet i 1920 men renoveret i 1993 og 2001.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her