Stor donation: Nu får AGF sit nye klubhus

Salling Fondene har doneret yderligere 3 mio. kr. til klubhusbyggeriet på Fredensvang, og det bringer AGF i mål med finansieringen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Google Maps

Et tidssvarende klubhus har længe været på tegnebrættet i AGF, og nu går der ikke længe, før det første spadestik kan tages. Klubben er nået i mål med finansieringen, og det skyldes ikke mindst en ekstra donation fra Købmand Herman Sallings Fond på 3 mio. kr.

I 2012 blev AGF af 1880 første gang begunstiget med 5,5 mio. kr. fra Salling Fondene, og med den seneste donation når den samlede pengegave fra fondene dermed op på 8,5 mio. kr.

- Det er vigtigt, at byens hold har gode faciliteter til at styrke og udvikle fremtidens fodboldspillere, og derfor er vi glade for at kunne bidrage til bl.a. bedre undervisningsfaciliteter for de unge talenter, siger Karin Salling, næstformand i bestyrelsen for Købmand Herman Sallings Fond.

Nuværende faciliteter lever ikke op til kravene

Da den første bevilling blev givet i 2012, drejede projektet sig om en ombygning af det eksisterende klubhus. Denne plan har siden taget en drejning, så der nu arbejdes med en model, hvor AGF's mange medlemmer kan se frem til opførelse af et helt nyt klubhusbyggeri.

Det er AGF af 1880, der bliver bygherre på projektet i tæt samarbejde med den professionelle afdeling, og hovedformand Erik Meineche Schmidt er begejstret over opbakningen fra Salling Fondene.

- Det er flot, at Salling Fondene igen har set velvilligt på vores ansøgning om støtte til projektet. AGF's nuværende klubhus er fra begyndelsen af 1940'erne og lever ikke op til dagens krav. Den samlede bevilling på 8,5 mio. kr. udgør en meget betydelig del af budgettet og er derfor basis for, at vi nu kan agere, siger Erik Meineche Schmidt.

Klubhuset er hjertet i projektet

Hos AGF's professionelle afdeling er taknemmeligheden over den nye donation fra Salling Fondene ligeledes stor.

- Det er vores ambition at skabe et af Skandinaviens mest moderne træningsanlæg på Fredensvang - og et helt nyt klubhus bliver hjertet i det projekt, siger Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF.

I forbindelse med generalforsamlingen i Aarhus Elite på fredag vil planerne for det nye klubhusbyggeri blive offentliggjort. Det er forventningen, at byggeriet påbegyndes i begyndelsen af 2016.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her