- Denne valgkamp ser ud til at være ude af kontrol
Amerikanere i Østjylland oplever, at danskerne er meget optagede af, om Trump eller Clinton bliver præsident
På nogle danske arbejdspladser, er der mange amerikanere. De oplever, at danskerne er meget interesserede i valget i deres hjemland.
En af de arbejdspladser, hvor der er flere amerikanere, er den østjyske basketballklub Bakken Bears.
- Jeg har venner hjemme i USA, der følger valget mindre, end mine holdkammerater gør. Hvilket jeg synes er interessant, siger Mike Gesell, Bakken Bears.
Også holdkammeraten Keane Thomann følger godt med i, hvad der sker på hjemmefronten.
- Der er sket skøre ting tidligere, men denne valgkamp ser ud til at være ude af kontrol, siger Keane Thomann.
At interessen er stor i Danmark, kunne også ses, da den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, for nylig trak fulde huse til et foredrag på Aarhus Universitet.
- Folk peger på mig og spørger; hvad helvede foregår der i USA politisk, sagde Rufus Gifford ved den lejlighed.
Men hvad stemmer alle de amerikanere, der bor og arbejder i Danmark så på.
- Jeg tror på mange republikanske værdier, men jeg kan ikke se mig selv stemme på Trump, siger Keane Thormann.
Det kan hans holdkammerat til gengæld.
- Formentlig Donald Trump, siger Mike Gesell.
For ham handler det om at kunne stemme på en kandidat, der er modstander af abort. Han er udmærket klar over, at mange danskere har svært ved at forstå det.
- Jeg synes, at han er en ærlig fyr. Medierne er meget ensidige og skriver, hvad de vil, siger Mike Gesell.
Det er den 8. november, at der bliver afgjort, om den næste amerikanske præsident hedder Donald Trump eller Hillary Clinton.
Øverst i artiklem kan du se hele videoen med de amerikanske basketballspillere og flere andre amerikanere, der arbejder i Danmark.