Har svært ved at Hammel op med succes: Udvider til dobbelt størrelse

Det første år med padelbane i Hammel har givet en stor medlemstilgang i tennisklubben. Nu skal en ny bane sikre plads til alle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fire midaldrende mænd i et bur, der skal have pulsen op, udstyret med et bat i hånden. Dét er blevet et almindeligt syn for de fleste.

Og det gælder også i Hammel.

Sidste år åbnede tennisklubben byens første padelbane, og det har vakt glæde blandt de lokale, der nu står i kø for at få lov til at låne banen.

Det vil betyde rigtig meget for os, at vi kan få hjemmebane her.
Simon Østergaard, divisionspiller i Hammel Tennisklub

Før padelbanen blev indviet havde klubben 141 medlemmer, og nu viser den seneste optælling 220 medlemmer.

- Det er jo en fantastisk flot tilgang. Vi kneb os selvfølgelig lidt i armen. Vi havde jo håbet på det, men om det virkelig ville holde vand, var vi usikre på. Så det var dejligt at se, at der var fremgang, siger Peder Helbo, der er formand for Hammel Tennisklub.

Kan få betydning for divisionshold

Derfor er planen nu at udbygge padelfaciliteterne med endnu en bane. Formandens forventning er nemlig, at der fra forårets begyndelse vil være stor efterspørgsel på banen i det, han kalder for ’primetime’, altså efter klokken 16 i hverdagen.

Og lige netop en ekstra bane vil vække stor glæde blandt nogle af de mest rutinerede spillere i klubben. Simon Østergaard har sammen med en håndfuld andre mænd nemlig spillet sig i 1. division, og holdet har indtil nu ikke kunnet spille på hjemmebane i Hammel, fordi det kræver to baner.

Peder Helbo nyder at se medlemstallet stige, men det kalder også på en udvidelse af klubben.

Derfor har de haft lejet sig ind i Silkeborg Tennis- og padelklub, men det ser nu ud til at være fortid.

- Det vil betyde rigtig meget for os, at vi kan få hjemmebane her, og så vil vi selvfølgelig håbe på noget lokal opbakning, siger Simon Østergaard.

Håber på håndsrækning fra lokale

Men inden de får hjemmebanefordel, skal finansieringen af banen på plads.

Klubben brugte omkring et halvt år på at få skrabet penge ind til den første bane, som kostede omkring en halv million kroner.

Pengene til den nye baner håber man at kunne finde blandt lokale sponsorer, så der er en stærk tilknytning til Hammel Tennisklub.

- Vi havde rigtig god opbakning fra lokale sponsorer sidste år, og det vil vi prøve igen på forskellig vis, men vi ved, at det kan blive en udfordring, siger formand Peder Helbo.

Han har dog en forhåbning og forventning om, at man vil kunne indvie den nye bane inden sommerferien i år.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her