Inge-Lise frygter unge fra opholdssted: Går ikke udenfor efter klokken 18

Flere borgere i Vissing er bekymrede for opholdsstedet Kanonens tilstedeværelse. På det seneste har der været mere uro end normalt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Inge-Lise Østergaard er bekymret for, hvad unge fra opholdsstedet Kanonen kan finde på. Hendes drøm er, at afdelingen i landsbyen Vissing flytter.

Landsbyidyllen i Vissing nær Hadsten er for tiden truet af unge fra opholdsstedet Kanonen. I sidste uge kulminerede uroen med et hjemmerøveri, og nu står borgere frem med bekymring.

En af dem er 71-årige Inge-Lise Østergaard, som har boet i Vissing i over 30 år. Hun har det seneste halve år følt sig mere utryg end nogensinde før.

Vores dør er låst kl. 18, og jeg går slet ikke udenfor om aftenen længere.
Inge-Lise Østergaard, Vissing

- Det har været forfærdeligt. Der har været sprængte postkasser, indbrud i biler og nu så et hjemmerøveri. Vores dør er låst kl. 18, og jeg går slet ikke udenfor om aftenen længere, siger Inge-Lise Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Kan ikke forsvare sig

Flere af forbrydelserne har beviseligt været begået af unge fra opholdsstedet, og det var således også to 16-årige herfra, der stod bag et væbnet hjemmerøveri natten til tirsdag den 19. maj.

I mange år har der ifølge Inge-Lise Østergaard været forholdsvis roligt i byen, men det har altså ændret sig.

- Jeg er da utryg, og man frygter for det værste. Nu begynder de også at true med kniv, og så kan man ikke skræmme dem længere, siger Inge-Lise Østergaard og fortsætter:

- Hvis de pludselig står i ens carport, så er det svært at forsvare sig. Især hvis man som mig er 71 år.

FAKTA OM KANONEN:

- Fonden Kanonen er et privat socialpædagogisk botilbud henvendt til unge mellem 12-23 år. 

- Virksomheden har opholdssteder fem steder i Favrskov Kommune. Der er afdelinger i Vissing, Galten, Sandby, ved Voldum og på adressen Tinghøjvej i Hadsten. 

- Kanonen er godkendt til 30 unge, som har forskellige opvækstrelaterede eller medfødte vanskeligheder.

- De kan også have diagnoser, personlighedsforstyrrelser og har en kompliceret ungdomsadfærd. 

- De unge er anbragt på stedet, som ikke har hjemmel til at tilbageholde dem og frihedsberøve dem. De er ikke dømt til at bo på Kanonen. 

- Kanonen er underlagt godkendelse samt tilsyn af Socialtilsyn Midt.

'Bør flytte ud af byen'

Hun og flere andre i Vissing ønsker, at opholdsstedet flytter ud af byen.

- Jeg kan ærlig talt ikke forstå, hvorfor et sådant sted skal ligge her midt ude på landet. De unge keder sig, og så går det galt, mener Inge-Lise Østergaard.

Jeg er fuldstændig tryg ved at bo i Vissing. Her er dejligt og normalt meget stille og roligt.
Helle Behr, Vissing

Borgerne i Vissing er dog splittede i forhold til opholdsstedet. Andre føler sig på ingen måde bange for at bo tæt op af Kanonen.

Heriblandt Helle Behr fra den lokale borgerforening. Hun forstår Inge-Lise Østergaard og andres bekymring, men maner samtidig til besindighed.

VIDEO: Torsdag aften blev der afholdt dialogmøder mellem Kanonen og de lokale borgere i Vissing. Se indslaget derfra her. 

Er tryg ved at bo i byen

- Jeg er fuldstændig tryg ved at bo i Vissing. Her er dejligt og normalt meget stille og roligt. Jeg er mere nervøs for at blive udsat for noget i Aarhus end her, siger Helle Behr til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun mener ikke - ligesom andre gør, at Kanonen skal ud af byen.

For hvor skulle de unge ellers være?

- Der er en grund til, at de her unge, som har det svært, skal være et sted uden muligheder for at hænge ud på en tankstation. De har brug for fred og ro, siger Helle Behr.

VIDEO: Natteravne og nye udearealer skal skabe mere tryghed blandt unge i Beder og Malling syd for Aarhus. Indslaget er fra den 22. januar.

Vil lære dem bedre at kende

I stedet ser hun en hel anden løsning på problemerne med de unge fra opholdsstedet.

Helle Behr lægger op til en tættere relation mellem de unge og resten af byen.

- Hvis de lærer os bedre at kende og er med til arrangementer, så tror jeg på, at det vil styrke sammenholdet i byen. På den måde vil vi vise dem, at vi gerne vil dem, og så er lysten til at begå noget dumt forhåbentlig mindre, mener medlemmet af borgerforeningen.

Under alle omstændigheder skal der findes en løsning på uroen i Vissing. En løsning som alle kan leve med.

Går i dialog med borgerne

Derfor er der torsdag eftermiddag arrangeret et dialogmøde, hvor de lokale er inviteret indenfor hos Kanonen.

Jeg ønsker 100 pct. sikkerhed for, at der er styr på situationen hos opholdsstedet.
Inge-Lise Østergaard, Vissing

Et møde som begge parter ser frem til.

- Kanonen skal have ros for lynhurtigt at reagere på bekymringen fra os borgere. Jeg møder op og er lydhør. Jeg ønsker 100 pct. sikkerhed for, at der er styr på situationen hos opholdsstedet, siger Inge-Lise Østergaard.

Efter mødet var Inge-Lise Østergaard mere fortrøstningsfuld, men afventer stadig situationen, før hun igen er tryg ved at gå ud efter mørkets frembrud.

- Jeg fik svar på mine spørgsmål, og ledelsen har lovet os at være åbne og gå i dialog med os om, hvad der foregår. Det anede vi jo ikke før. Så det er dejligt, siger Inge-Lise Østergaard, og fortsætter:

Usikkerheden er ikke væk. De unge kan jo stadigvæk færdes rundt, som de lyster, men jeg tror via dialog, så vil vi komme meget bedre ud af det med hinanden.
Inge-Lise Østergaard

- Usikkerheden er ikke væk. De unge kan jo stadigvæk færdes rundt, som de lyster, men jeg tror via dialog, så vil vi komme meget bedre ud af det med hinanden.

På grund af forsamlingsforbuddet på ti personer, har dialogmødet været afholdt over tre omgange i Kanonens have.

Trine Hounsgaard Pfeiffer, der er leder hos opholdsstedet Kanonen, håber at den påbegyndte dialog kan sætte gang i et større samarbejde med lokalsamfundet.

- Det er klart, at vi er underlagt nogle lovgivninger som vi skal følge, og det gør blandt andet at vi ikke kan låse de unge inde. Vi er en åben institution og de unge kan frit færdes i lokalmiljøet.

Vi vil bruge dem langt mere og samarbejde og integrere os langt mere i lokalsamfundet, så vi ikke længere er fremmede for dem.
Trine Hounsgaard Pfeiffer, leder hos opholdsstedet Kanonen

- Men jeg synes, at vi i dag er blevet mødt en usædvanlig imødekommenhed, fra de borgere som bor herude. Det er vi meget glade for. Det gør, at vi vil bruge dem langt mere og samarbejde og integrere os langt mere i lokalsamfundet, så vi ikke længere er fremmede for dem, siger hun til TV2 Østjylland.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her