Varmekunder håber, der er check på vej
I Ulstrup bor nogle af de varmekunder, som håber at få del i regeringens en milliard kroner i en ny energiaftale.
- Jamen, 3.700 er 3.700. Sådan er det.
Sådan lyder reaktionen fra Alice Broer-Hansen ovenpå den energiaftale, regeringen præsenterede i går sammen med et smalt flertal, som sender 3.750 kroner til 320.000 husstande.
Hun bor i Ulstrup, hvor man, da det så sortest ud, kunne se frem til en stigning i energipriserne på hele 185 procent.
Helt så galt går det dog ikke, da der var tale om en regnefejl, og stigningen formentlig ender på omkring 43 procent.
Med aftalen er der afsat en milliard kroner til 320.000 husstande, dermed lyder varmechecken på 3.750 kroner.
Klima- og Energiministeriet har ikke kunnet oplyse til TV2 ØSTJYLLAND, om Alice Broer-Hansen får del i milliarden, og det vækker usikkerhed.
- Så må vi sætte nogle af lokalerne ned på mindre varme og lade være med at bruge dem.
Ministeriet arbejder på at få udbetalt pengene inden sommerferien.
Regeringen tjener på afgifterne
De Konservative stemte ikke for forslaget. Her mener klima- og forbrugerordfører Mona Juul, at pengene ligger bedre hos forbrugerne.
- Det er sådan, at staten lige nu tjener rigtig gode penge på de høje energiafgifter, og det synes vi faktisk ikke er fair. Vi synes, det er mere rimeligt, at de penge kommer ud til borgerne, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.