Silkeborg-træner efter 0-5: Ikke rart at tabe med så mange mål
Peter Sørensen kigger fremad efter torsdagens exit fra pokalturneringen
For anden gang på bare en uge måtte Silkeborgs cheftræner, Peter Sørensen, se sig besejret af AaB.
I søndags var det en afklapsning på 3-0, og i dag, torsdag, ventede et endnu større nederlag på Peter Sørensen og hans Silkeborg-mandskab.
5-0 blev dagens resultat. Peter Sørensen var dog tilfreds med indsatsen fra de nogle af de spillere, som fik chancen i dagens kamp
- Det er ikke rart at tabe og slet ikke at tabe med mange mål, men jeg kan godt sætte det i en sammenhæng, så det bliver til at holde ud om et par dage, og vi får genfundet vores spil. Det vi ikke skal glemme, det var at vi så nogle enkelte spillere spille på et ganske flot niveau midt i en kamp, hvor vi reelt får en røvfuld, siger Peter Sørensen.
Silkeborg IF er nu ude af årets pokalturnering og kan derfor fokusere helt på de afgørende sidste kampe i Superligaens grundspil.
Silkeborgenserne tager i weekenden imod de østjyske rivaler for Randers, og det var en af grundene til, at Peter Sørensen i dag valgte at spare nogle af de bærende spillere på holdet.
- Det er en vigtig kamp. Superligaen er vigtig for os lige nu, ikke at den ikke har været det på noget tidspunkt. Men lige nu, der drejer det sig om, at vi får skrabet nogle point sammen, siger Peter Sørensen.
TV 2 | ØSTJYLLAND livebloggede torsdag aften fra kampen i Aalborg. Se livebloggen her.