Danish Crown om strejke: Udsigt til tomme kølediske
Slagteriarbejderne i Horsens har nedlagt arbejdet. Det vil kunne ses i de danske butikker, lyder det fra Danish Crown
Danskerne risikerer at gå forgæves efter pølser, fars og fadkoteletter, når indkøbskurven skal fyldes de kommende dage.
Det er meldingen fra Danish Crown i kølvandet på den strejke, der i øjeblikket lammer produktionen på slagteriet i Horsens.
- Det er en hamrende ærgerlig situation, vi står i lige nu. Vores kunder – både i Danmark og udlandet - får ikke leveret de varer, de har bestilt, siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown.
- I et vis omfang vil forbrugerne i Danmark komme til at se langt efter nogle af vores prokukter ude i kølediskene, tilføjer han.
Slagteriarbejderne er gået hjem i protest mod resultatet af den netop indgåede overenskomst.
1108 af de cirka 1350 slagteriarbejdere på Danish Crown i Horsens stemte torsdag nej til det forslag, der kom fra forligsmanden.
Overenskomsten blev alligevel vedtaget, da samtlige stemmer fra medlemmer af de forskellige fagforbund under LO bliver lagt sammen. Sammenlagt var der et flertal på 57 procent.
Ærgrer sig over udfaldet
Tillidsmand Klaus Olesen fra Danish Crown i Horsens ærgrer sig over udfaldet.
- Der kan være nogle, som ikke har noget til fælles med os, der er i stand til at trække det ned over hovedet på os – og omvendt. Det er vi rigtig kede af, siger han.
Det er især lønnen, der vækker utilfredshed blandt slagteriarbejderne i Horsens.
- Lønstigningerne er for slagteriarbejdernes synspunkt alt, alt for lave. I 2001 stod jeg også selv og skar kød som slagteriarbejder. Der havde jeg 200 kroner i timen, og det har jeg faktisk stadig, siger tillidsrepræsentant Klaus Olesen.
Det er uvist, hvornår arbejdet genoptages på slagteriet i Horsens.
I videoen øverst i artiklen kan du se et indslag om strejken og konsekvenserne.