De må sige farvel med 10 gæster - moren kunne have fyldt hele kirken

En bisættelse er aldrig sjov. Den bliver kun værre i en virustid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Helena (tv.), Michelle og Mikael deler efternavnene Rahbek Andersen. Lørdag skal de sige farvel til deres mor.

Lørdag må de tre søskende Michelle, Helena og Mikael sige farvel til deres mor.

Marianne Laursen hed hun, og hun blev kun 57 år. Hun døde søndag d. 8. marts af kræft i bugspytkirtlen.

Marianne var en hønemor. En bedstemor. En kvinde med en stor omgangskreds.

Der vil lørdag blive flaget på halvt ved Tyrsted Kirke nær Horsens.

Helt forkert

Ingen af hendes venner kommer dog med til bisættelsen. Ingen fra hendes netværk. Ingen fra den udvidede familie.

Der må kun være 10 mennesker i Tyrsted Kirke ved Horsens - det har kirken besluttet - og ifølge myndighederne må de nærmeste familiemedlemmer hverken give hånd til præsten eller kramme hinanden.

Regler om forsamlinger over 10 personer i kirken

Begravelser og bisættelser i folkekirken skal ikke overholde en fast deltagergrænse på i alt 10 personer, men der må maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 kvm gulvareal i kirkens skib. Det betyder, at der maksimalt må være adgang for 50 personer, hvis kirkens skib har et areal på 200 kvm. Der skal samtidig tages højde for kirkens indretning, således at der kan holdes afstand, og at krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne overholdes.

 

Kilde: folkekirken.dk

Reglerne i forhold til coronavirus, COVID-19, gælder også indenfor kirkens døre. Nogle kirker holder sig til anbefalingen om ikke at samles mere end 10 personer, mens andre kirker giver mulighed for flere gæster, såfremt der er minimum fire kvadratmeter gulvareal per person.

- Det er en mærkelig følelse. Det virker helt forkert. Som om, man ikke kan få sagt ordentligt farvel. Ikke kramme, ikke give hånd, ikke mærke nærvær, siger 25-årige Helena Rahbek Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis man kun talte familie og nærmeste netværk med, ville der være omkring 100 mennesker til Marianne Laursens bisættelse, lyder det fra hendes børn. 

Præst vil gerne vil omsorg

Sognepræst i Tyrsted, Karen Holdt Madsen, skal stå for bisættelsen, og hun synes også, det er en mærkelig situation, at ingen må røre ved hinanden.

- Det er meget anderledes at se sådan en kirke, hvor man sidder så spredt og alle er trykkede af, at man ikke kan vise den der fysiske deltagelse, siger hun og fortsætter:

- Jeg er sikker, at den pågældende familie savner at få det udtryk for deltagelse, og det gør da også noget for os andre, der ikke må vise den omsorg.

Marianne Laursen valgte inden sin død, at hun ville kremeres, og det har sine fordele i den situation, hendes efterladte nu står i.

Et dilemma

At der kun må være 10 mennesker i kirken lørdag har stillet de tre søskende i en svær situation, lyder det fra storesøster, 34-årige Michelle Rahbek Andersen.

- Det har været svært at skulle være dommer over, hvem der må deltage på vores mors vegne. Hun har ikke noget at kunne sige, fortæller hun.

Marianne Laursen valgte inden sin død, at hun ville kremeres, og i netop denne situation har det sine fordele.

- Når det her er overstået om måneder, har vi en urne, der skal sættes ned, og til den tid har vi mulighed for at give hende den afsked, hun fortjener at få, hvor vi kan samle alle dem, der har lyst til at komme, siger Michelle Rahbek Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Skal de tre søskende lade være med at kramme hinanden i kirken? Det er selvfølgelig noget, de har tænkt over.

De er nået frem til, at de i et kort tidsrum lørdag ikke har tænkt sig at følge myndighedernes anbefalinger.

- Jeg ved, at jeg kommer til at give mine søskende et kram, selvom jeg burde lade være. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Michelle Rahbek Andersen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her