Storroser bilister: Uofficiel metode fungerer langt bedre

Østjyllands Brandvæsen roser i et opslag på Facebook bilister for at skabe en perfekt udrykningskorridor - også selvom det faktisk ikke officielt er metoden, som skal bruges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Videoen her er taget ud af forruden på Østjyllands Brandvæsens indsatsledervogn i forbindelse med uheldet på E45 mandag den 16. oktober. Bilerne i det venstre spor er trukket helt ud til venstre, mens bilerne i det højre spor er trukket til højre - og altså ind over nødsporet - for at gøre plads. Video: Østjyllands Brandvæsen

Mandag formiddag ramte en lastbil et autoværn på E45 nord for Horsens. Den spærrede begge spor. Når sådan nogle ulykker sker, er det vigtigt, at udrykningskøretøjer kan komme hurtigt frem. 

Østjyllands Brandvæsen har på sociale medier takket bilisterne efter mandagens ulykke - der blev nemlig skabt en perfekt udrykningskorridor, som man kan se i videoen her i artiklen.

- Det her er et skoleeksempel på, hvordan en udrykningskorridor skal se ud, siger Søren Møller, operationschef i Østjyllands Brandvæsen.

Udrykningskorridorer bruges ikke officielt i Danmark. 

Nødsporene er egentligt udrykningskøretøjernes "bane", men de seneste par år har man hos Østjyllands Brandvæsen mere sværget til udrykningskorridorerne - og det er der flere årsager til.

- Nødsporene er ikke ret brede. Vores store køretøjer er blevet for store, og det samme er gældende for ambulancer og bjærgningskøretøjer, fortæller Søren Møller.

Stort ønske

Søren Møller sidder i et udvalg under Vejdirektoratet med politi, brand og ambulancekørsel, og meldingen herfra er klar.

- Det er et stort ønske i Danmark i de senere år at arbejde med at indføre noget lignende dét, man ser i Tyskland.

På den tyske autobahn er bilisterne nemlig vant til udrykningskorridorer, og det kan give udfordringer på de danske motorveje, at man ikke bruger samme metode.

- Vi har oplevet, at vi har haft svært ved at komme igennem, fordi udenlandske chauffører er vant til at trække ud til siderne, forklarer han.

Gode testresultater

Siden 1. maj har et testforsøg kørt i Københavns Politikreds og Vestegnens Politikreds, hvor man opfordrer bilister på de københavnske motorveje til at trække ud til siderne og lave udrykningskorridorer.

Søren Møller ser gerne, at det bliver spredt ud til resten af landet.

- Indtil videre er der gode testresultater, så vi presser på for at få det ensartet hurtigst muligt, siger han.

Når Østjyllands Brandvæsen vælger at dele videoen, skyldes det, at det er en god lejlighed til at vise, hvordan udrykningskøretøjer kan komme hurtigt frem.

- I går (mandag, red.) så det rigtig godt ud, slår Søren Møller fast.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her