Traditionsrig studenterdans var i fare – nu er der fundet en løsning
Horsens Kommune har reddet studenternes dans om skulpturen 'Hjortebrønd'.
Studenter bliver i disse dage udklækket i stor stil rundt om i Østjylland. I mange byer er der i den forbindelse tradition for dans om en skulptur, statue eller lignende. Således også i Horsens hvor dansen dog har været i fare grundet renoveringen af gågaden.
Her står nemlig skulpturen 'Hjortebrønd' i Søndergade, og bronzekalven plejer at danne rammen om studenternes dans.
- Den tradition skal vores renovering af gågaden selvfølgelig ikke spænde ben for – heller ikke selv om der lige nu er byggeplads på det gamle rådhustorv, skriver Horsens Kommune på Facebook.
Byggearbejdet betyder blandt andet, at den gamle belægning omkring skulpturen er fjernet.
- Men til gengæld har vi sikret, at der i uge 26 og 27 ligger stabilgrus i stedet. Det betyder, at studenterne kan danse sikkert omkring kalven, lyder det fra kommunen, der samtidig ønsker studenterne god dans.
På Facebook får kommunen ros for sin indsats.
- Respekt for at i gør en gammel tradition mulig for de nyudslået studenter, skriver en bruger.
Måtte udskyde studiet
Et andet sted i Østjylland er Christina Fiedler Bilde Holm netop blevet student og er klar til at danse.
Hun har efter en lang kamp på det tekniske gymnasium Tradium i Randers endelig fået sin studenterhue på hovedet. Et år senere end normalt.
På grund af en sygemelding med angst måtte hun nemlig udskyde studiet med et ekstra år.
- Det er en kæmpestor sejr og motivation for at arbejde videre med angsten, sagde Christina Fiedler Bilde Holm til TV2 ØSTJYLLAND mandag.
Og ifølge skolen er der flere og flere unge i lignende situationer.
Stigende problem
- Det er et stigende problem med unge, der af forskellige årsager, har svært ved at leve op til de krav, vi kommer med som gymnasium. Det er helt klart noget, vi skal tage alvorligt, siger uddannelsesleder på Tradium, Jakob Lund.
For Christina Fiedler Bilde Holm var det afgørende at få åbnet op over for sine klassekammerater og lærere, for at hun i sidste ende kunne få sin hue på.
- Der er ikke nogen, der ser problemet, før man selv åbner op for, at der er et problem. Hvis ikke jeg havde åbnet op, var jeg nok droppet ud sidste år, da jeg havde allermest lyst til det.
- Man skal huske at sige det højt, for hjælpen er derude, selvom det ikke føles sådan. Det er megaskræmmende og ubehageligt, fordi man er bange for folks reaktioner.