Kunst-kaos i Thorsø: - Jeg er utrolig skuffet
Et kunstprojekt til en samlet værdi af 1,15 millioner kroner i Thorsø er udskudt flere gange til stor ærgrelse for byens borgere
Et stort egetræ med lysinstallationer, en betonbænk med naturelementer og kobberinstallationer med solceller. Tre store kunstinstallationer, til en samlet værdi af 1,15 millioner kroner for hele projektet, der for længst skulle have stået færdigt i bybilledet i Thorsø. Men sådan er situationen endnu ikke.
- Jeg synes, det er problematisk, at man lover, at projektet er klar på en bestemt dato, når det så viser sig, at man alligevel ikke kan nå det, siger Martin Bjerregaard Jensen, formand i Thorsø Håndværker- og Borgerforening, til TV2 ØSTJYLLAND.
Oprindeligt skulle det milliondyre kunstprojekt stå færdigt den 1. september i år, men kort inden den dato måtte man erkende, at det ikke kunne nås inden for tidsrammen. Derfor blev indvielsen udskudt i lidt over en måned til den 6. oktober. Men nu er også den dato blevet rykket.
- Jeg har fået henvendelser fra mange borgere, der er frustrerede over, at der stadig ikke er sket noget, siger Martin Bjerregaard Jensen.
Indtil videre er det kun det ene af de tre kunstprojekter, 'Engen', der står klar. 'Engen' blev indviet den 1. oktober 2016, men allerede fra start var der, ifølge borgerformanden, problemer med værket:
- Hele toppen af kunstværket er skævt. Epoxypladen øverst på kunstværket krummer så meget, at der samler sig vand på midten. Det var bestemt ikke meningen med værket, siger Martin Bjerregaard Jensen.
Allerede da 'Engen' blev sat op, påpegede Martin Bjerregaard Hansen, at der var problemer med den skæve epoxyplade. I løbet af sommeren er kunstværket blevet repareret på, men ifølge borgerformanden har det ikke hjulpet:
- Borgerne blev lovet, at pladen var lige, da vi bestilte kunstværket. Selvom man har forsøgt at rette op på fejlen i hele sommerperioden, så kan man jo se, at der stadig ligger vand på pladen, siger Martin Bjerregaard Jensen.
Favrskov Kommune: Uheldig situation
Kunstværket er bestilt af Favrskov Kommune i 2015 på vegne af et ønske fra borgerforeningen i Thorsø. Kommunen mener, det er uheldigt, at de nu to gange har måttet rykke indvielsesdatoen:
- Man skal altid være sikker på kvaliteten, før man kan indvie noget. Og eftersom kunstværkerne endnu ikke står klar, kan vi ikke indvie dem. Det er selvfølgelig uheldigt, siger miljøtekniker i Favrskov Kommune, Hanne Krogsgaard.
Kommunen har i alt lagt 400.000 kroner i kunstprojektet, inden Statens Kunstfond også valgte at støtte projektet med 750.000 kroner. Men trods forsinkelser lægger Favrskov Kommune op til, at ansvaret ligger hos kunstneren:
- Det er kunstneren, der meddeler, når kunstværket er færdigt. Derefter planlægger vi datoen for indvielse. Det har indtil videre været en længere proces, end kunstneren i første omgang lagde op til, men det er op til kunstneren, siger Hanne Krogsgaard.
Det er op til Favrskov Kommune at vurdere, hvornår datoen for indvielsen kan stå, men det har altså indtil videre ikke været realistisk at nå de datoer, der er blevet oplyst. Kommune oplyser desuden, at de godt forstår, at det kan være svært, når man som borger har stor forventninger til et kunstværk.
Forsinkelser er forventelige
Kunstneren bag projektet er sjællandske Jette Hye Jin Mortensen. Ifølge hende er det forventeligt, at der opstår forsinkelser på så store kunstprojekter som det i Thorsø:
- Det her kunstprojekt har krævet, at jeg måtte gøre brug af nogle kunstneriske teknikker, der aldrig før har været afprøvet. Og når der så samtidig er tale om et projekt i den her størrelsesorden, så er det aldrig muligt at give en præcis dato for, hvornår det står færdigt, siger kunstner Jette Hye Jin Mortensen til TV2 ØSTJYLLAND.
I en anden del af kunstprojektet skulle der bruges et stort egetræ fra Thorsø. Selvom kunstneren delte en annonce og kontaktede Favrskov Kommune for at finde et træ, der kunne bruges, lykkedes det ikke:
- Jeg fik ingen private henvendelser på annoncen, så vi måtte finde et træ, der æstetisk var tilfredsstillende, og dem Favrskov Kommune udpegede ved Kærlighedsstien havde kun grene på den ene side og var alt for unge, siger Jette Hye Jin Mortensen.
Da det ikke var muligt at finde et træ fra Thorsø til at bruge i kunstprojektet, er der i stedet blevet brugt et træ fra Samsø.
Kunstneren påpeger, at problemerne med den skæve epoxypladen i 'Engen' er meget svære at forudse:
- Når man arbejder med epoxy, må der under ingen omstændigheder være fugt involveret, da man ellers risikerer, at pladen bliver ødelagt. De planter, vi har samlet i Thorsø, som skulle bemales og indstøbes i epoxypladen skulle derfor være helt tørre, hvilket også tog længere tid end forventet. Der er så mange faktorer, der spiller ind, at producenten ikke kunne forudse, at epoxypladen ville reagere, som den gjorde, siger Jette Hye Jin Mortensen.
Klar inden årsskiftet
Der er endnu ikke sat en ny indvielsesdato på kunstprojektet, men kunstneren forventer, at det hele står færdigt inden udgangen af 2017:
- Projektet blev jo introduceret i forlængelse af Kulturhovedstadsåret i 2017, så vi arbejder på højtryk for at vi kan nå at få det hele færdigt inden årsskiftet, siger Jette Hye Jin Mortensen.