Nu tages første spadestik til omdiskuteret sportshal
Onsdag tager borgmester Claus Omann Jensen første spadestik til den nye Hal 4 i Randers. Hallen blev vedtaget ved seneste byrådsmøde
Vedtagelsen af den nye multiarena hal 4 har været en noget turbulent proces.
Ved et byrådsmøde i september besluttede Byrådet i Randers, at beslutningen skulle udskydes til efter valget, men ved seneste byrådsmøde i oktober blev den pludselig vedtaget alligevel.
Onsdag tog borgmester Claus Omann Jensen (V) så det første spadestik til hallen ved Arena Randers i Fyensgade.
- Jeg tænker, det er en fantastisk stor dag for hele Randers Kommune. Det er en fantastisk dag for idrætten, og det er en fantastisk dag for os, der nyder at komme herned og se de dygtige udøvere. Det er fantastisk, at vi er i stand til at investere i fremtiden, siger Claus Omann Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Fraværende skabte flertal
Det var Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen, der i september foreslog, at beslutningen blev udskudt til efter valget, og det bakkede et flertal af de tilstedeværende ved byrådsmødet op om.
Muligheden opstod, fordi Venstres Ole Skiffard var fraværende ved byrådsmødet. Da han oprindeligt er valgt ind for Socialdemokratiet, var hans afløser ved mødet socialdemokrat. Det skabte et flertal imod hallen.
Men ved det seneste byrådsmøde i oktober var Venstre igen fuldtallige, og dermed var der atter et snævert flertal for hallen, som derfor blev vedtaget alligevel.
Kasper Fuhr er ikke tilfreds med, at der bliver brugt penge på en elitehal.
- Vi synes sådan set, at det giver god mening at investere i idrætten, men vi mener bare, at det er forkert at investere i sådan en elitehal, så vi synes, det er meget et prestigeprojekt, og det, der er brug for, er, at investere dels i vores velfærd, vores ældre, børn og mennesker med handicap, siger Kasper Fuhr til TV2 ØSTJYLLAND.
Udvidelse af nuværende hal
Hal 4-projektet er en udvidelse af den nuværende Arena Randers. Det er planen, at multihallen skal danne ramme om konferencer, elitesportsarrangementer, koncerter, breddeidrætsstævner og meget andet.
Som en del af budgetforliget for 2017 besluttede Venstre og DF at give 15 millioner til at bygge multiarenaen. Derudover vil man deponere 35 millioner kroner som kommunal lånegaranti for projektet.
Multiarenaen opføres af Randers Idrætshaller, som er en selvejende institution.