Karl på fire måneder skaber glæde hos pensionister
Johanne Moesby Vincenti og sønnen Karl besøger ældre i Odder til stor glæde for dem alle
- Jeg kommer til at kede mig, hvis jeg går hjemme.
Sådan siger Johanne Moesby Vincenti fra Odder, der er mor til Karl på fire måneder.
Hun bruger nu sin barsel på at glæde andre, når hun sammen med sønnen Karl besøger ældre i Odder - Karl er nemlig blevet besøgsbaby.
Familien har startet projektet 'Barnevognstur' i Odder, hvor de sammen besøger ældre mennesker i byen.
- Det her gør mig glad, det gør Karl glad, og det gør de ældre glade. Så det er super, siger Johanne Moesby Vincenti.
Besøgene sætter tanker i gang
Besøgsordningen startede i februar måned, og hver torsdag besøger de indtil videre tre ældre mennesker – Én af dem er Anne-Lise Simonsen, der er pensionist i Odder.
- Jeg synes, det er meget hyggeligt at have besøg af sådan en lille en, fordi man kan jo efterhånden ikke følge med i, hvordan det er at have børn, siger Anne-Lise Simonsen.
Og når Karl kommer i armene på 85-årige Anne-Lise Simonsen, vækker det minder.
- Man tænker jo på, da ens egne børn var små. Jeg synes altså, det er rart at se en generation vokse op.
Hun håber derfor, at besøgene kan fortsætte, selvom der måske bliver lidt længere imellem dem, når Johanne Moesby Vincenti begynder i jobbet som hjemmehjælper igen til sommer.
Johanne Moesby Vincenti så gerne, at andre lod sig inspirere til at tage en tur ud med barnevognen for at besøge ældre i byen.
- Jeg håber, at der er andre, der har lyst til at fortsætte ruten. For det er super hyggeligt.
'Et fantastisk projekt'
Lene Brygger, der er leder af Hjemmeplejen i Odder Kommune, glæder sig over det frivillige projekt.
- Det gør mig rigtig glad, at jeg kan være med til at støtte op om sådan et fantastisk, frivilligt initiativ, og der er ingen tvivl om, at Johanne og lille Karl, spreder utrolig meget glæde og begejstring på deres tur rundt hos alle vores borgere. Det er jeg rigtig glad for, at jeg som leder kan være med til at støtte op om, siger Lene Brygger.
Hun fortsætter:
- Det er en god ide, fordi de bringer relationerne mellem baby og borger lidt tættere på hinanden, og det er jo livsbekræftende.
Og måske får Karl og Johanne snart selskab af endnu en besøgsbaby.
- Jeg håber på, at vi kan blive ved med at have en besøgsbaby her i Odder Kommune. Det synes jeg faktisk er ret ok, som vi siger her i Odder. Det forlyder, at der er en far et eller andet sted på barsel, som også kunne være interesseret, og han skal være så velkommen, siger Lene Brygger.