Jytte laver mad med 100 år gammel kogebog
Jytte Møller er ansvarlig for køkkenet på Gammel Estrup.
Køkkenet er indrettet som i starten af 1900-tallet, og kogebogen er mere end 100 år gammel.
Jytte Møller arbejder til dagligt i køkkenet på herregården, Gammel Estrup.
Og det er ikke en arbejdsplads som alle andre.
Når hun kokkererer i køkkenet er det efter den tidligere husjomfrus opskrifter.
- Det er jo gamle opskrifter, vi bruger, fra Ottilies kogebog, der er fra 1920'erne, siger Jytte Møller.
Bliver ikke sparet væk
En af favoritopskrifterne fra kogebogen er hyldeblomstkage.
Kagen er beregnet til museumsgæsterne på Gammel Estrup, men direktøren kan også blive fristet i løbet af sin arbejdsdag.
- Det hører selvfølgelig til, at man kommer forbi Jytte i køkkenet og får et stykke kage og en kop kaffe, siger Kasper Steenfeldt Tipsmark, der er direktør på Herregårdsmuseet Gammel Estrup.
Og direktøren har lært, at i køkkenet er det Jytte, der bestemmer.
- Det er ikke her, at man skal komme med spareforslag og spørge, om vi ikke kan skære fem stykker i stedet for fire stykker. Der er hun garanti for, at man får et godt stykke kage, når man kommer ud til Gammel Estrup, siger han med et smil.
Komfur med brænde
Køkkenet er indrettet som i starten af 1900-tallet, hvor råvarerne kom fra landbruget, skoven, søerne og haverne omkring herregården og blev opbevaret i et fadebur.
Dengang var der langt flere ansatte om opgaverne. I dag er det Jytte Møller, der styrer slagets gang.
Det originale støbejernskomfur fyres med brænde, og det giver noget helt særligt til kagerne, mener hun.
- Der sker ét eller andet inde i komfuret, siger Jytte Møller.
I herregårdens køkkenhave dyrkes grøntsager som førhen, og den sorterede i gamle dage under herregårdsgartneren.
I dag bliver der taget hånd om den af Bodil Wickstrøm Meyer og de 10 øvrige frivillige i havegruppen. Hun har været frivillig på museet i mere end 10 år.
- Det er fortrinsvist historiske urter og buske. Jytte bruger jo rigtig meget af det, vi laver, siger Bodil Wickstrøm Meyer.
Hun er glad for, hun ikke havde jobbet i gamle dage.
- Jeg tror, det var skidehårdt at være lugekone, for at sige det rent ud. De redskaber, vi har, er jo 100 gange bedre. Og så er der den forskel, at vi er frivillige, så vi bestemmer selv vores arbejdstimer og pauser, siger Bodil Wickstrøm Meyer.