Stor interesse for at 'prøve en øbo'
I weekenden finder single-arrangementet 'Prøv en øbo' sted på Anholt
Singler fra hele landet tager på fredag til Anholt, hvor øens singler har arrangeret dating-arrangement i weekenden under navnet 'Prøv en øbo'.
Interessen for arrangementet har været stor, fortæller Anja Rhode, der er en af initiativtagerne bag.
- Det har været overvældende, og efter vi var i Go' Morgen Danmark på TV2, er der kommet mange medlemmer i vores gruppe på Facebook, hvor vi er flere end 500 nu, siger Anja Rhode.
Læs også:
Så mange kommer der dog ikke til dating-weekenden på Kattegat-øen.
- Vi er 20 singler fra øen, og så kommer der et sted mellem 25 og 30 over, men det kan godt være, at der pludselig kommer flere, siger Anja Rohde.
Hun fortæller, at singler fra både Jylland, Fyn og Sjælland har meldt deres ankomst med færgen fredag eftermiddag, hvorefter festlighederne begynder og varer indtil søndag.
Folk flirter allerede online
- Vi håber, at kunne gøre en masse mennesker glade. Man ved aldrig, om folk kan falde for hinanden, men jeg tror godt, at der kan blive et par match, for der bliver allerede flirtet lidt inde i gruppen på facebook, smågriner Anja Rohde. Og så vil det da heller ikke gøre noget, hvis dating-weekenden i sidste ende resulterer i, at øens indbyggertal på cirka 150 stiger.
Arrangementet var udelukkende tænkt som det, det er: Et dating-arrangement, hvor singler kan mødes. Men på grund af den store omtale, er det endt som en god reklamesøjle for øen.
- Det var ikke intentionen med det, men det er en fantastisk reklame for øen. Det begyndte bare med, at vi tænkte, at vi er mange singler på øen, og at vi gerne ville gøre noget ved det.
Deltagerne er primært i aldersgruppen 40 til 70 år, mens den yngste er en ung mand på 19.
Faktisk har den store interesse for weekendens arrangement allerede medført, at uge 34 er udnævnt som single-uge på øen, hvor der kommer til at ske en masse målrettet singler.
Men kan man ikke vente så længe med - måske - at møde sit livs kærlighed, så er der stadig pladser til 'Prøv en øbo' i weekenden. Man kan se mere om det på Facebook, og hvis man gerne vil deltage, kan man sende en mail til provenobo@gmail.com