Turister kan ikke komme dertil: Øens indtægtskilde er i fare
På Anholt har turisme en afgørende betydning for erhvervslivets overlevelse. Lige nu ser beboerne frem mod en højsæson, men gæsterne kan ikke komme dertil.
Anholtfærgen har siden marts sejlet med et begrænset passagertal på 35 personer per afgang.
Det har betydet, at antallet af gæster, der kan komme til Danmarks mest isolerede ø, er blevet sat væsentligt ned.
I starten var der flere beboere på øen, hvor ønsket var at så få som muligt kom til øen for at undgå smitte med COVID-19. Sommerhusejere blev endda anbefalet at blive væk.
Men nu begynder sommeren at nærme sig, og de erhvervsdrivende på øen er meget bekymrede for deres overlevelse, hvis ikke flere passagerer får lov til at stige ombord på Anholtfærgen inden for den nærmeste fremtid.
- Anholt lever af de gæster, der kommer på ferie. Turismen er indtægtskilden for øen. Dét, at passagertallet på færgen er sat ned til 35, kan jeg ikke forstå, og det kan have store konsekvenser for os erhvervsdrivende, hvis myndighederne åbner op for restauranter og barer, uden passagertallet bliver sat op, siger Jacob Garde, der er formand for den nystiftede forening SæsonErhverv Anholt, til TV2 ØSTJYLLAND.
SæsonErhverv Anholt blev stiftet i april 2020 og tæller 18 af øens 21 sæsonvirksomheder.
Har lyttet til øboerne
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at offentlig transport bliver sat ned til halvt passagerantal, og derfor startede Norddjurs Kommune med at sætte antallet ned til 100, som svarer til halvdelen. Det er netop derfor, Jacob Garde ikke kan forstå passagerantallet på 35.
Ifølge borgmester, Jan Petersen (S), skyldes det lave passagertal, at han henvendte sig til politiet, efter flere henvendelser fra bekymrede borgere på øen.
- Vi modtog markante henvendelser fra borgere på Anholt. Derfor spurgte vi politiet, hvordan vi skal anvende anbefalingen. Det resulterede så i, at de bestemte, at vi skulle følge bekendtgørelsen, som sikrer fire kvadratmeter per person på færgen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
- Efter at have målt færgen op blev det så til, at der måtte være 35 ombord i stedet for de 100, som vi startede med.
Afgørelsen ligger hos politiet
Ifølge borgmesteren er Norddjurs Kommune altså blevet pålagt af politiet, at der skal være fire kvadratmeter per passager.
Derfor kan kommunen ikke ændre på passagertallet – i stedet er det nu op til politiet.
- I går indsendte jeg en anmodning til Østjyllands Politi om at få klarlagt, hvad der kan gøres for at få passagerantallet på Anholtfærgen op, siger borgmesteren i Norddjurs Kommune.
I anmodningen til Østjyllands Politi, som TV2 ØSTJYLLAND er i besiddelse af, spørger Jan Petersen om hjælp til at få afklaret tre spørgsmål.
Spørgsmål til Østjyllands Politi fra borgmesteren i Norddjurs Kommune
1. Finder Østjyllands Politi/Rigspolitiet den hidtidige instruks om at de særlige forhold på Anholtfærgen fortsat kræver, at der skal være minimum 4 kvadratmeter per passager?
2. Kan Østjyllands Politi/Rigspolitiet godkende, at udendørsarealer til rådighed for passagererne kan indregnes som opholdsarealer i forbindelse med færgefarten?
3. Hvilken indstilling har Østjyllands Politi/Rigspolitiet til, at Anholtfærgen følger retningslinjerne fra de øvrige kollektive trafiktilbud over længere afstande (fjernbus, regionaltog og IC3 tog) med salg af maksimalt 50% af siddepladserne ombord?
Østjyllands Politi oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at anmodningen ligger til sagsbehandling nu. De kan ikke komme med yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Folk afbestiller overnatninger
Hos SæsonErhverv Anholt er de bekymrede for, at regeringen beslutter at åbne op for erhverv såsom restauranter og barer, så de ikke længere kan få økonomisk støtte fra hjælpepakker, til trods for at deres sommerkunder ikke kan komme til øen.
- Os, der har sæsonerhverv herovre, kommer i klemme. Hvis vi får lov til at åbne restauranter, så kommer der ingen gæster, hvis færgen ikke sejler med flere passager, siger Jacob Garde.
- Folk er allerede begyndt at afbestille bookinger hos campingpladser og andre overnatningssteder, fordi de ikke kan få en færgebillet herover.
Formanden for Anholt Beboerforening, Liselotte Arents Sørensen, deler Jacob Gardes bekymring.
- Folk er begyndt at ombooke til andre steder i landet, selvom jeg har været ude og sige, at vi er sikre på, at vi finder en løsning. Det er ærgerligt, at man ikke hører efter og venter. Folk må gerne have en lille smule tålmodighed, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
- Myndigheder har taget en beslutning om 35 passagerer, og den beslutning skal først ændres. Men det tager jo noget tid.
Borgmesteren i Norddjurs Kommune har også stor forståelse for de erhvervsdrivendes bekymringer.
- Det er rigtig svært. Jeg håber, at politiet kommer med et hurtigt svar. Vi kan selv beslutte, at vi vil sejle to afgange om dagen. Det er 70 passagerer hver vej om dagen, og det er slet ikke nok til at håndtere presset til sommer, siger han.
- Jeg deler bekymringen med dem.
Både Formanden for beboerforeningen og borgmesteren håber på, at passagertallet på færgen kan blive sat op inden Store Bededagsferien i næste uge.