Tomme butikslokaler i julehandlen – men her trodser de tendensen
mens der er flere tomme butikslokaler i de julepyntede østjyske strøggader, er Rikke Dolleris gået i den anden grøft og har åbnet en tøjbutik i Odder.
Med snart kun to uger til jul, skal der handles julegaver, og det sender mange østjyder en tur op og ned ad byernes handelsgader.
Ikke alle vinduer e dog lige spændende at se på, for en ganske uvidenskabelig optælling foretaget af TV2 ØSTJYLLAND viser, at der er en hel del tomme butikslokaler rundt omkring.
Det kunne synes at passe godt sammen med ’tidens tegn’, hvor den ene krise synes at afløse den anden, og vi alle er ved at komme på fornavn med hr. inflation, men så er der også de trodsige som Rikke Dolleris.
Sammen med sin makker har hun nemlig for nylig åbnet en ny strøgbutik i Odder.
- Vi åbnede her den 28. oktober, og vi er blev taget rigtig godt imod, siger Rikke Dolleris, der altså kan kalde sig indehaver af herretøjsbutikken Velklædt, byens tredje herretøjsforretning.
- Vi tror på, at en tredje butik i samme branche styrker byens muligheder for at udvikle handelslivet. Vi vil gerne give kunderne en grund til at blive i Odder og lægge handlen her, siger den nyudsprungne butiksejer.
Svært at lægge budget
TV2 ØSTJYLLANDS rundtur i de østjyske købstæder viser, at der i eksempelvis Odder aktuelt er tre tomme butikslokaler, mens en by som Randers eksempelvis har plads til 23 nyåbninger, som det fremgår af kortet herunder.
Det er dog ikke lige tiden, hvor butiksåbninger skal tælles i store tal, og det er der en vis logik i, hvis man spørger Malte Gjandrup Møller, erhvervsmægler hos EDC Erhverv Trio i Randers.
- Der er jo nogle, der måske synes, at det er et lidt usikkert valg at skulle ud at åbne butik nu, når man eksempelvis ikke sådan helt kan lægge et budget. For eksempel helt lavpraktisk hvad man skal bruge på forbrug, lyder det fra erhvervsmægleren.
Handler helst lokalt
De fysiske butikker vil kunderne dog gerne handle i til jul. I hvert fald hvis man spørger på gågaden i Odder. Blandt andre ægteparret Bente og Jørgen Solgård.
- Vi prøver på at handle her. Også op til jul og handle de julegaver vi kan i butikkerne her, forklarer Bente Solgård og suppleres af ægtemanden.
- Det er rart, at forretningerne bliver i byen, så der ikke er for mange tomme huller op ad gågaden, siger Jørgen Solgård.
Også Solveig Kristensen sætter pris på at kunne hente gaverne i byens butikker.
- Hvis jeg ved, at jeg kan finde nogle varer lokalt, som jeg skal bruge, så vil jeg gå efter dem fremfor at handle på nettet.
Det er de selvfølgelig glade for i Velklædt, fortæller Rikke Dolleris, for trods økonomisk trange tider er det i julen, at butikken skal have polstret pengekassen.
- Det er jo der, hvor vi har vores afsæt i den sunde forretning, vi gerne vi have, og derfor er vi også glade for, at folk i Odder støtter op og handler lokalt, lyder det fra Velklædt-ejeren.
Kom med en tur rundt i det øvrige Østjylland, hvor TV2 ØSTJYLLAND i dag har undersøgt omfanget af tomme butikslokaler: