20 personer anholdt i omfattende politiaktion

Politiet har onsdag gennemført en større aktion med anholdelser og ransagninger blandt andet i Østjylland. I alt 20 personer er blevet anholdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
På et pressemøde hos Københavns Politi kom det frem, at 20 personer er blevet anholdt i en omfattende aktion. Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

Mistanke om, at et islamistisk terrorangreb var ved at blive forberedt, har i dag ført til en omfattende politiaktion. Blandt andre steder i Østjylland.

På et netop overstået pressemøde er det kommet frem, at 20 personer er blevet anholdt i aktionen, hvor der også blev ransaget på 20 adresser i Danmark.

Flere af dem sigtes for overtrædelse af terrorparagraffen.

Det bekræftede Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) på pressemødet.

Jeg kan bekræfte, at Østjyllands Politi har taget del i den store, koordinerede aktion.
Klaus Arboe Rasmussen, chefpolitiinspektør, Østjyllands Politi

Her kom det ikke frem, hvor personerne er blevet anholdt, og hvilke steder aktionerne fandt sted.

Men det kom frem, hvilke politikredse der har været involveret i aktionerne. Det har været kredsene Østjylland, Københavns Vestegn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Midt- og Vestsjælland, Fyn og København.

OVERBLIK: Det ved vi om antiterroraktion i Danmark

Politiet har onsdag eftermiddag gennemført en større koordineret aktion med anholdelser og ransagninger.

 

Baggrunden for aktionen er en mistanke om, at en række gerningspersoner har været i færd med at planlægge et terrorangreb.

 

Her er, hvad vi ved umiddelbart efter politiets pressemøde klokken 17:

* Cirka 20 personer er blevet anholdt i forbindelse med onsdagens aktioner.

* 20 adresser er blevet ransaget.

* Nogle af de anholdte vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for overtrædelse af terrorparagraffen.

* Det fremgik ikke af politiets pressemøde onsdag, præcis hvor mange af de anholdte der bliver sigtet og for hvad.

* Ved torsdagens grundlovsforhør vil der blive begæret lukkede døre. Sigtelsen vil blive læst op inden retsmødet, mens resten vil være lukket for offentligheden.

* Onsdag oplyser politiet, at de anholdte blandt andet har skaffet sig remedier til fremstilling af sprængstoffer og forsøgt at tilegne sig skydevåben.

* Gerningspersonerne skal ifølge politiet have haft et "militant, islamistisk motiv" til et forestående angreb.

* Det vides endnu ikke, hvad målet har været for de formodede terrorplaner.

* Det vides heller ikke, hvornår det formodede angreb skulle udføres.

* Syv politikredse har været involveret i onsdagens aktioner. Det drejer sig om politikredsene Østjylland, Københavns Vestegn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Midt- og Vestsjælland, Fyn og København.

* Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) blev onsdagens aktion udført efter intensiv efterforskning.

* PET oplyser, at alle mistænkte er tilbageholdt i sagen.

* De formodede terrorplaner ændrer ikke på terrortruslen mod Danmark. Den er stadig alvorlig.

 

Kilde: Pressemøde med Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET)

Over for TV2 ØSTJYLLAND har Østjyllands Politi også tidligere bekræftet deres involvering i aktionen.

- Jeg kan bekræfte, at Østjyllands Politi har taget del i den store, koordinerede aktion, oplyser chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Skydevåben og sprængstoffer

Om nogle af de 20 anholdte er fra Østjylland, vides endnu ikke.

Vi har fået fat i alle, som vi har eftersøgt. Ingen er på fri fod, og vi har styr på situationen.
Jørgen Bergen Skov, chefpolitiinspektør, Københavns Politi

På pressemødet i København kom det dog frem, at flere af dem sigtes for at have fremskaffet skydevåben og genstande, der kan bruges til sprængstoffer.

- Vi har fået fat i alle, som vi har eftersøgt. Ingen er på fri fod, og vi har styr på situationen, lød det fra chefpolitiinspektør hos Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov.

PET deltog også på pressemødet, og herfra kunne operativ chef, Flemming Drejer, fortælle, at man mistænker, at aktionen er drevet af et islamistisk motiv, og efterretningstjenesten ser med stor alvor på sagen.

- Terrortruslen er alvorlig, og efterforskningen fortsætter. Det kan virke voldsomt på folk, når en så omfattende aktion finder sted, men vi gør vores yderste for at passe på Danmark. Vi skal leve vores liv normalt og ikke lade os kue af terror, sagde han.

Flere af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag, alle for lukkede døre. Derfor havde Københavns Politi og PET ikke yderligere kommentarer og svarede ikke på spørgsmål fra pressen.

- Baggrunden for aktionen er mistanken om forberedelse af terrorangreb med et militant, islamistisk motiv, skrev Københavns Politi tidligere i en pressemeddelelse.

Flere folketingsmedlemmer fra Østjyllands Storkreds takker politiet for indsatsen:

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her