Bookingerne vælter ind hos feriesteder: - Højsæsonen er snart udsolgt

De østjyske feriesteder oplever, at flere end normalt booker deres sommerferie i Danmark på nuværende tidspunkt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var søndag på tur rundt i det østjyske. Vi talte med feriesteder, campister og folk på gaden om, hvad corona-nedlukningen betyder for deres virksomheder og ferieplaner.

Grækenland, Frankrig, Italien, Spanien.

Mange østjyder plejer at bruge sommerferien under varmere himmelstrøg, men på grund af corona kommer flere end normalt nok til at holde sommerferie i Danmark i år.

Jeg har kun knap en fjerdel tilbage og så er alt booket i højsæsonen.
Jane Bertelsen, Gjerrild Nordstrand Camping.

Det tyder det i hvert fald på, hvis man spørger flere østjyske feriesteder. Her oplever man lige nu rødglødende telefoner og bookingsystemer.

Blandt andet hos en campingplads på det nordlige Djursland, hvor de har fået omkring 50 procent flere bookinger sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

- Det ser rigtig godt ud. Jeg har kun knap en fjerdel tilbage, og så er alt booket i højsæsonen. Det er gået rigtig stærkt her omkring påsken, siger Jane Bertelsen, Lejrchef ved Gjerrild Nordstrand Camping, til TV2 ØSTJYLLAND.

Også hos Sol og Strand Feriehusudlejning mærker de, at flere planlægger at holde ferie i Danmark i år.

- Vi oplever en stigende interesse. Det er små tal endnu, men hvis man tager de sidste 14 dage og sammenligner med for et år siden, har vi haft en vækst på 85 procent, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger Per Dam, der er administrerende direktør i virksomheden.

Kig efter sommerhus nu

Især i højsæsonen er det en god ide at begynde at kigge på sommerhuse nu, hvis man vil være sikker på at kunne få et, fortæller Per Dam.

- Hvis man gerne vil være sikker på et hus i uge 29, 30 og måske 31, så er det en god ide at prøve at holde øje nu. Samtidig er der også mange gode muligheder for at finde nogle bedre priser, hvis man kigger uden for den absolutte højsæson, siger han.

Det råd er Jane Bertelsen fra Gjerrild Nordstrand Camping enig i.

- De skal snart til at begynde at booke, hvis de vil have en familieplads som her, fordi det går rigtig stærkt, siger hun.

Færre booker hos Aarhus Charter

Mens der er glæde over de mange bookinger hos de østjyske campingpladser og sommerhusudlejere, er stemningen ikke helt så positiv hos rejseselskabet Aarhus Charter. Mange vælger nemlig at aflyse årets sommerferie sydpå.

- Der er ingen tvivl om, at det for Århus Charter og rejsebranchen generelt er en meget uvant situation, vi står i i år. Det udmønter sig også i, at der er lidt flere gæster end normalt, der vælger at afbestille deres sommerferie, siger Henrik G. Jensen, bureauchef i Århus Charter, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er dog ikke alle, der vælger at aflyse ferierne helt - og det glæder Henrik G. Jensen.

- Der er heldigvis også rigtig mange, der vælger at genbooke deres ferie til senere på året eller flytte deres rejse til næste år, siger han.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her