Ny undersøgelse om corona-adfærd: Vi er begyndt at falde af på den

Vi er blevet dårligere til at følge myndighedernes anvisninger om at spritte af og holde afstand. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Politiet patruljerer dagligt på steder, hvor der normalvis kommer mange mennesker. Her ved en legeplads i Aarhus i påsken.

I halvanden måned har vi skullet fokusere ekstra meget på at holde afstand, vaske hænder og spritte af.

Men noget tyder på, at vi er begyndt at falde af på den.

Det viser en ny undersøgelse fra forskere på Aarhus Universitet. De har siden corona-udbruddet i Danmark fulgt vores adfærd og spurgt en masse mennesker om deres vaner.

Den 22. marts viste undersøgelsen, at 77 procent af de adspurgte vaskede eller sprittede hænder af mere end 10 gange dagligt. Den 12. april var det tal faldet til 63 procent.

Det at stå sammen om at holde afstand er på mange måder en udholdenhedssport.
Michael Bang, ​​​professor i statskundskab, AU

- Lige efter nedlukningen begyndte alle folk at rette ind og gøre præcis, som myndighederne sagde. Omkring den 23.-25. marts var det omkring 90 procent af alle danskerne, der gjorde, som de skulle, men derefter er metaltrætheden sat ind, og vi kan se, at der er et langsomt, men sikkert fald i, hvor mange der følger myndighedernes anvisninger, siger hovedmanden bag undersøgelsen, Michael Bang, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

 

En udholdenhedssport

Ifølge Michael Bang kan tendensen blandt andet forklares med, at vi efterhånden har skullet følge anbefalingerne i en lang periode.

- Det, at stå sammen om at holde afstand, er på mange måder en udholdenhedssport, så man bliver simpelthen udmattet, når man skal blive ved, og vi har været i gang i lang tid, så det er det, der gør, at folk langsomt mister grebet. Ikke mindst, når smittekurverne også ser ganske fornuftige ud, siger han.

Undersøgelsen viser dog ikke, at vi er faldet helt af på den.

- Man kan ikke sige, at vi slapper fuldstændig af nu. Det er nogle små fald, vi kan se. Generelt set må man stadigvæk sige, at danskerne gør det rigtig flot og at langt de fleste overholder myndighedernes råd, men vi kan se, at det altså er blevet sværere nu her, end det var i starten.

Østjyder slækker også

De mennesker TV2 ØSTJYLLAND mødte på gaden lørdag eftermiddag kunne da også godt nikke genkendende til, at det er blevet sværere at holde afstand og huske at spritte af hele tiden.

- Jeg synes, at jeg kan nikke genkendende til det. Det er både, når vi er herude i Dyreparken, men faktisk også når jeg er ude at handle. Helt personligt husker jeg stadig at spritte af og vaske fingre, men jeg tror, at jeg nok er begyndt at have lidt mere kontakt med andre mennesker. I går havde jeg besøg af nogle veninder. Det har jeg ikke haft i fire uger, så jeg er måske også selv begyndt at slække lidt på reglerne, siger Hannah Mougaard fra Silkeborg.

- Personligt kan det godt være, at jeg slækker en lille smule på det med at spritte af. Også når man går forbi hinanden, så går man måske ikke lige to meter fra hinanden. Det har nok noget at gøre med, at kurven går den rigtige vej. Det gør, at folk føler sig lidt mere sikre på en måde, siger Diego Rast fra Horsens.

Hannah Mougaard fra Silkeborg mener, at vi er blevet dårligere til at følge myndighedernes anvisninger. 

Hvad sker der nu?

Hovedmanden bag den nye undersøgelse mener, at det er vigtigt, at befolkningen fortsætter med at tage de forholdsregler, som myndighederne anbefaler.

- I virkeligheden er det allervigtigste de raskes adfærd, fordi det er hvordan du og jeg agerer i dag, der afgør, hvordan smittekurven ser ud om tre uger. Det er også derfor, det er så afgørende at holde fokus på det her med stadig at følge myndighedernes anvisninger, siger Michael Bang og fortsætter:

- Hvis vi begynder at slække, kan der komme den her anden bølge, hvor vi sådan set vender tilbage til, hvad der skete i starten af marts. Så står vi i kattepinen igen, om vi så skal gå tilbage til at lukke mere ned.

I Dyrehaven i Aarhus hænger der skilte, der skal minde folk om at holde afstand.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her