Charlie skal give Pia ro på, når hun bliver mere syg
Hunden Charlie er den første til at hjælpe sin ejer, Pia Knudsen, med at skabe ro og tryghed.
Pia Knudsen fik diagnosen alzheimers i 2020. Allerede dengang havde hun sin faste følgesvend i mellempudlen Charlie.
- Det at have et levende væsen at komme hjem til, betyder rigtig meget. Alle har jo brug for en anden, der trækker vejret, siger Pia Knudsen.
Men da Pia Knudsen fik konstateret alzheimers, vidste hun godt, at tiden med Charlie var på lånt tid.
- Det var lige før, at jeg ville skille mig af med ham. Jeg vidste, at det ville blive sværere for mig at passe Charlie, når jeg bliver mere syg, siger Pia Knudsen.
Glemmer du, så husker Charlie
Servicehunde bliver trænet til at specifikt at kunne hjælpe sin ejer med de behov, som vedkommende har på grund af et handicap. Men da der endnu ikke var servicehunde til mennesker med alzheimers og andre demenssygdomme, måtte Charlie i skarp træning.
- Han er lidt en vild fyr, så jeg øver stadig med ham. Jeg er stadig frisk til mange ting, derfor er det vigtigt, at jeg træner ham, imens jeg stadig kan huske, for der er mange ting, jeg skal huske, og de skal være indarbejdet, inden jeg glemmer det, siger Pia Knudsen.
Berøring skaber tryghed
Nu træner Pia Knudsen og Charlie, at de sammen kan tage ud at handle og tage til møder, så Charlie kan støtte Pia Knudsen, når hendes sygdom bliver mere fremskreden.
- Det er genialt, at jeg ved, at når jeg ikke kan huske at give ham kommandoer længere, så ved han, hvad han skal gøre, siger Pia Knudsen.
Det er i almindelig hverdagssituationer, som for eksempel en tur ud at handle, som kan være med til at give Pia Knudsen selvstændighed.
- Charlie ved, at han skal røre ved mine ben, når han kan mærke, at jeg ikke har det godt, og så bliver jeg rolig, siger Pia Knudsen.
Alzheimerforenigen håber på flere hunde
Selvom Charlie er den første af sin slags, så kan der komme flere til. Det håber demensfaglig funktionschef Else Hansen på.
- Servicehunde kan være med til at give personer med alzheimers ro i stressede situationer, for eksempel når man er ude i det offentlige rum. Hunden kan også hjælpe med at finde vej hjem, hvis den demensramte ikke lige kan huske vejen selv, siger Else Hansen.