Danskerne er klar til at tage mundbindet på igen
Det er på tide at finde mundbindet frem fra gemmerne igen. For fra på mandag er det atter et krav at bære mundbind flere steder.
For mange er mundbindene pakket godt af vejen, efter at det i august i år ikke længere var et krav at bære det i den offentlige trafik.
Men fra på mandag skal mundbindet atter findes frem, da det torsdag aften blev vedtaget af et flertal i Folketingets Epidemiudvalg, at vi atter skal bruge mundbindet, når vi handler ind, køre med offentlig transport eller tage ud og spise.
Og på trods af, at de færreste af os har valgt at holde fast i mundbindet henover efteråret, viser de nyeste tal fra forskningsprojektet HOPE, der følger danskerne under coronakrisen, at langt de fleste af os faktisk er klar på at tage mundbindet i brug igen.
Leder af forskningsgruppen HOPE, Michael Bang Petersen, vurderer, at danskerne bekymringsmæssigt ligger på samme niveau, i forhold til hospitalernes kapacitet, som de gjorde under anden coronabølge for et års tid siden.
Og at der blandt danskerne er villighed til at tage tiltag i brug, så længe de ikke lugter af nedlukning.
- Der er 75 procent, der støtter det (mundbindskravet, red.) i forhold til den kollektive transport. Støtten til brugen af mundbind i det offentlige rum generelt er så lidt lavere, hvor vi er nede på 61 procent, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det betyder ikke, at vi ikke er trætte af at bruge mundbind. Men der er forskel på at være træt af det, og så at være decideret udmattet. Og kun ti procent siger, at de er udmattede.
Regionale forskelle
Ifølge ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, kommer mundbindene på baggrund af et ønske om at beskytte sundhedsvæsenet bedst muligt, men at der er forskel på den røde kurve dengang og nu.
- Dengang Magnus Heunicke sidste år stod med den røde kurve, havde han udelukkende corona i tankerne. Men i dag tænker samfundet på alt, hvad der er i sundhedsvæsenet, som den røde kurve.
- Og lige nu er der få sygeplejersker og en lang venteliste, så denne her røde kurve er langt større, end den er sidste år, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Store forskelle er også at finde på regionalt plan. For hvor vi i Region Midtjylland har 26 indlagte, er tallet syv gange så stort i Region Hovedstaden.
- Det østjyske område er ekstremt forskånet, i forhold til hvad man ser i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Så man har nok også taget en national tilgang, når man indfører mundbindet, og det er nok mere behovsfyldt i København, end det er i det østjyske område.
Udover mundbindene er der i dag flere coronarelaterede nyheder. For der er nu flere vacciner på vej mod Danmark, hvorved alle borgere over 18 år vil blive inviteret til at få deres tredje stik godt seks måneder efter stik nummer to.
Her har det indtil nu kun været borgere med særlig risiko for et alvorligt forløb med covid1-19 og personer over 65 år, der har fået invitationen.
Vaccination af børn
Samtidig har Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, i dag anbefalet at godkende Pfizer/BioNTechs vaccine til børn i alderen 5-11 år. For hvor der i sidste uge blev registreret 1561 coronatilfælde pr. 100.000 børn i alderen 6-11 år, var der til sammenligning kun 438 nye smittetilfælde pr. 100.000 borgere i alderen 40-54 år, som altså spænder over en meget større gruppe mennesker.
Og ifølge Lars Østergaard kan det blive en god idé at få sit barn vaccineret.
- Jeg tror, at smitteudviklingen vil blive begrænset, hvis børn i alderen 5-11 år bliver vaccineret. Det, vi forsøger, er at få smittespredningen så langt ned som muligt, så vi belaster sundhedsvæsenet mindst muligt, siger han og fortsætter:
- Og deraf ingen følgende restriktioner. Det er det her med belastningen på sundhedsvæsenet, der er det væsentlige omdrejningspunkt.