Store forskelle på billetpriserne: Attraktioner oplever en unfair konkurrence

Flere østjyske kulturattraktioner oplever en unfair konkurrence, når de ikke kan tilbyde halv pris på entrebilletter, som mange andre kulturtilbud kan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Djurs Sommerland kalder konkurrencen for skævvridende.

Samtidig med at andre kulturattraktioner kan sælge entrebilletter til halv pris som en del af Folketingets sommerpakker, er forlystelsesparkerne stadig nødt til at kræve fuld betaling, når gæsterne kigger forbi.

En forskel som direktør Henrik B. Nielsen i Djurs Sommerland oplever som en unfair konkurrence.

- Det er lidt unfair eller konkurrenceforvridende, om man vil. At man ét sted kan få halvpris og et andet sted ikke kan. Vi må jo sige, at vi kæmper om de samme gæster, siger Henrik B. Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Også hos Silkeborg Rovfugleshow Falkemanden oplever Flemming Sanggaard - også kendt som Falkemanden - en skævvredet konkurrence blandt kulturtilbuddene.

- Jeg synes, det er voldsomt konkurrenceforvridende. Jeg troede ikke, det var muligt, at man kunne finde på at forskelsbehandle sådan. Det kommer 100 procent til at ramme os økonomisk, siger indehaver af Silkeborg Rovfugleshow Flemming Sanggaard.

VIDEO: Silkeborg Rovfugleshow er ikke betegnet som en zoo. Derfor har stedet tidligere fået hjælp fra en uventet kant. Indslaget er fra 16. maj 2020.

Forvirrer gæsterne

Det har samtidig skabt forvirring blandt de to attraktioners gæster, når de møder op ved indgangene. Falkemanden i Silkeborg fortæller blandt andet, at han dagligt modtager beskeder fra folk, der er i tvivl om, om der er halv pris eller ej.

Der er ingen tvivl om, at det her et konkurrenceforvridende element
Britt Bager (V), kulturordfører

- Det er lidt uhensigtsmæssigt, at det kun gælder udvalgte oplevelser. Det kan nogle gæster have svært at forstå. Jeg synes, det ville være en bedre løsning, hvis man sagde, at enten gør man det alle steder, eller så gør man det slet ikke, siger Henrik B. Nielsen.

Og den frustration forstår kulturordfører Britt Bager (V) godt.

- Der er ingen tvivl om, at det her et konkurrenceforvridende element. Det er unfair konkurrence og unfair over for forlystelsesparkerne, siger hun og supplerer:

- Hvis man står som familie og skal vælge mellem de forskellige steder, så vil rigtig mange familier vælge den med halv pris.

Samtidig peger Socialdemokratiets erhvervsordfører Olav Hav på, at eksempelvis Kattegatcenteret og Randers Regnskov har formidlingsopgave modsat eksempelvis Djurs Sommerland.

- Jeg synes ikke, at det er unfair, men jeg kan godt se, at det er to forskellige principper. Formidling af natur, kultur og historie er traditionelt en opgave, vi har ladet ligge i den offentlige sektor. Sommerlandene lever jo i høj grad på markedets præmisser som private forretninger.

Enten eller

Nu håber direktøren i Djurs Sommerland på, at folk ikke fravælger forlystelsesparkerne, men sker det, så håber han på handling.

- Hvis det får den konsekvens, man kan frygte, at denne unfair konkurrence får: at folk fravælger forlystelsesparkerne, så bliver man nødt til at finde ud af, hvordan man vil håndtere det, og måske gå ind og kompensere, så der er også er mulighed for at tage i en forlystelsespark næste år, siger Henrik B. Nielsen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her