Grænselukningen ramte virksomhederne hårdt: Nu er der optimisme at spore
For mange virksomheder har coronakrisen været rigtig hård, men nu er der optimisme at spore - i hvert fald hos to virksomheder i Østjylland.
John Mikkelsen sidder hjemme i sin stue og ordner sin frimærkesamling.
I øjeblikket har han nemlig masser af tid til sin hobby, da han er en af de 36 medarbejdere, som lige nu er midlertidig hjemsendt fra maskinfabrikken Prodan i Randers. Men selvom det er med lønkompensation fra staten, så er det ikke ønskescenariet. Tværtimod.
- Jeg er da noget betænkelig ved situationen, det er jo klart. Man kan jo risikere, at der ikke er arbejde til en, når den her periode er overstået, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
For rigtig mange virksomheder har de nu mere end to måneder med COVID-19 nemlig været rigtig hårde.
- Nu har jeg været leder her i godt 30 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Den her krise har haft et omfang, som ingen havde drømt om, fortæller Per Hastrup, der er direktør i virksomheden, til TV2 ØSTJYLLAND.
Blev ramt da grænserne lukkede
Cirka 80 procent af virksomhedens omsætning stammer fra varer der bliver solgt til udlandet, og derfor blev de hårdt ramt, da grænserne i store dele af verden lukkede ned for omkring to måneder siden.
- Lige pludselig fra den ene dag til den anden, så tænkte man, hvad sker der lige her. Er vores telefoner døde, eller hvorfor får vi ingen ordre, fortæller Per Hastrup.
Det samme gjorde sig gældende hos virksomheden Akva Waterbeds i Ry, hvor cirka 90 procent af det, som de laver bliver eksporteret til andre lande. Her måtte de sende otte ud af virksomhedens 30 medarbejdere hjem.
- Det var en mavepuster, da grænserne lukkede. De efterfølgende fire uger, der lå vi på det halve af, hvad vi plejer at ligge på, fortæller Lars Brunsø, der er direktør hos virksomheden, til TV2 ØSTJYLLAND.
Optimismen er at spore
Men trods chokket og den faldende omsætning, så er der nu en begyndende optimisme at spore.
Hos Akva Waterbed i Ry er halvdelen af de hjemsendte nu blandt andet kommet tilbage til arbejdspladsen.
- Det er faktisk gået over al forventning. I sidste måned løftede vi os til næsten normalen. Man niver sig lidt i armen og håber bare, at det er tendens og ikke bare en hurtig bobel, siger Lars Brunsø.
Hos Prodan oplever de ligeledes, at det går stille og roligt fremad.
- Det går rimeligt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det går godt, men jeg synes ligesom, at vi kan begynde at se lyset forenden af tunnelen. Hvis man ser på den korte bane, så gik vi 70 procent ned i omsætning. Det er ikke det billede, der er i dag. Der er vi nok kun gået 30 procent ned, siger Per Hastrup.
Også selvom der stadigvæk er lang vej til, at tingene igen bliver normale.
- Nogle tror, at vi kommer igen umiddelbart efter sommerferien, men så optimistisk er jeg ikke. Jeg tror, vi skal ind i foråret 2021. Jeg ved ikke, om det kommer til at betyde fyringer, men hvis ordresituationen ikke ændrer sig tilbage til nogenlunde normalt niveau, som den var før, vi gik ind i den her krise, så kan jeg godt frygte det lidt, siger Per Hastrup.
Tilbage i lejligheden hos John Mikkelsen bliver der dog fortsat ordnet frimærker. Han er nemlig ikke blevet kaldt tilbage på arbejdspladsen i Randers, hvor han har været de seneste 25 år, men han håber, at det snart sker.
- Jeg er da betænkelig ved situationen, men vi er jo nødt til alle sammen at håndtere den så godt, som vi kan, siger han.