Overlæge svarer på COVID-19-spørgsmål: Er der en vaccine på vej?

Overlæge Lars Østergaard har torsdag aften svaret på spørgsmål fra østjyderne i en Facebook-live. Kan hunde blive smittet? og er der en vaccine på vej?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Lars Østergaard har svaret på nogle af østjydernes spørgsmål om COVID-19 torsdag aften.

Ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, brugte noget af sin torsdag aften på at besvare nogle af østjydernes mange spørgsmål om COVID-19 live på TV2 ØSTJYLLAND's Facebook-side.

Her fortalte han også om det helt særlige sammenhold, der er ude på hospitalet lige nu.

- Personalet er ved godt mod, og velviljen til at ville løse denne her opgave er enorm. Folk står virkelig sammen - jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvom det på mange måder er trist og tragisk, så er det her rørende at opleve, siger Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Går det for hurtigt med smittespredningen?

De seneste dage er antallet af indlagte steget markant - men Lars Østergaard mener ikke, at det går for hurtigt.

- Det er forventet med en epidemi som denne, at det går hurtigt opad. I Danmark er tempoet på udviklingen også forskelligt i de forskellige landsdele, og det er også forventeligt, siger overlægen og fortsætter:

- Vi ser ikke helt samme pres i Aarhus, som man ser i København. Så det kan altså godt være forskelligt, hvor hurtigt det stiger rundt omkring i landet.

Men da Aarhus jo er Danmarks næststørste by, så er det også forventeligt, at det kommer til at stå værre til i Østjyllands største by, end i dele af Danmark med en mindre befolkning.

- Man er jo typisk mange mennesker tæt sammen i en storby, og jo tættere man er sammen, jo større er risikoen for at blive smittet.

Sandheden om hunde og COVID-19

Én af TV2 ØSTJYLLAND's Facebook-følgere spurgte Lars Østergaard: Hvad er sandheden om hunde og COVID-19?

Ifølge overlægen er 'sandheden' svær at præcisere.

- Hunde kan måske godt få COVID-19 - det kan de i hvert fald generelt med coronavirus. Men man skal ikke gå og være bekymret for at smitte sin hund, hvis man selv har fået COVID-19, siger Lars Østergaard.

Han opfordrer dog til, at man ikke lader en hel masse mennesker ae sin hund, når man er ude at gå tur, da coronavirus godt kan sætte sig i pelsen.

- Til gengæld synes jeg, at man skal huske at klappe sin hund, når man kommer hjem igen.

'Hvornår kommer der en vaccine?'

Det bedste våben mod COVID-19 ville være en helt perfekt vaccine, som kan slå den ihjel.

Men ifølge Lars Østergaard er det ikke noget, man skal regne med, kommer i den nærmeste fremtid.

- Vi lærer noget nyt om COVID-19 næsten hver dag og bliver hele tiden klogere - men der er mange ting, vi stadig ikke ved om denne her virus.

VIDEO: Lars Østergaard har tidligere fortalt om episoden med en ansat på Aarhus Universitetshospital, der var blevet smittet med COVID-19, til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er dog allerede blevet lavet en virus, som de er begyndt at teste i USA og Sverige. Men det kommer til at tage tid, før man kan begynde at vaccinere borgere med den, hvis den overhovedet bliver godkendt.

For vaccinen skal ramme helt rigtigt ifølge Lars Østergaard.

- Det er lovende, at man er kommet så hurtigt i gang med at lave en vaccine. Men selv når den helt rigtige vaccine er lavet, så går der noget tid, før man har fået lavet så mange doser, at man kan give den til en hel befolkning.

Overlægen tilføjer, at hvis man er dygtig, så kan vaccinen være klar til brug i Danmark om et år.

- Men så skal man virkelig også være rigtig dygtig.

Du kan se hele TV2 ØSTJYLLAND's Facebook-live her:

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her