Alice træner mod knogleskørhed: Jeg blev inspireret af Dronning Ingrids krumme ryg
En halv million danskere lider af knogleskørhed. Men langt de fleste ved det ikke og får ingen behandling
Efter et længere sygdomsforløb fik Alice Holst Brask i 2012 konstateret knogleskørhed. Sygdommen, som også kaldes osteoporose.
- Jeg kunne ikke rejse mig fra stolen og havde svært ved at gå, siger 79-årige Alice Holst Brask.
Knogleskørhed rammer en halv million danskere. Og langt de fleste har sygdommen uden at vide det. Kun 135.000 danskere er i medicinsk behandling for knogleskørhed.
Mange ved det ikke
Blandt danskere over 50 år, har 41 procent af kvinderne og 18 procent af mændene knogleskørhed.
Men mange ved det ikke, og er derfor ikke i behandling. Sygdommen har hvert år 35.000 knoglebrud på samvittigheden. Sundhedsstyrelsen anslår, at knogleskørhed og dens følgevirkninger koster samfundet mere end 11 mia. kroner om året.
For Alice Holst Brask gør knogleskørhed, at hun bliver nødt til at tage forskellige hensyn i sin hverdag.
Når hun går ture med sin mand, Preben, vil hun gerne have en hånd ind under hans arm.
- Jeg vil ikke falde, siger Alice Holst Brask.
Hun har forsøgt at bekæmpe sygdommen med træning.
Flere gange om ugen tager hun til den lokale fysioterapeut og træner.
- Jeg så de mennesker, der virkelig er belastet af osteoporose. Det er ikke sjovt, for det gør ondt, siger Alice Holst Brask.
Det motiverede mig sammen med billedet af Dronning Ingrid, der blev mere og mere krumrygget.
Træningen har virket. Hun kan sejle, gøre rent og gå i haven.
- En af de store udfordringer ved den her sygdom er, at den falder mellem forskellige specialer, siger Bente Langdahl, der er professor på Endokrinologisk afdl. På Aarhus Universitetshospital.
For patienterne præsenterer sig på skadestuen eller ortopædisk afdeling.
- Men det er ikke der, at man behandler eller undersøger for knogleskørhed, siger Bente Langdahl.
Der kan være mange grunde til, at mennesker lider af knogleskørhed.
Flere årsager
Arvelighed er en væsentlig årsag. Det samme er rygning, for meget alkohol og for lidt motion og mangel på D-vitaminer.
Bente Langdahl efterlyser en national handlingsplan for en bedre og mere koordineret indsats. Hun mener, at sundhedssystemet bør være langt bedre til at opdage sygdommen, når patienter henvender sig med knoglebrud.
- De fleste andre lande, som vi sammenligner os med, har et system, så patienter med knoglebrud kommer direkte fra deres behandling i skadestuen og bliver tilbudt en eventuel behandling for knogleskørhed, siger Bente Langdahl.