Andreas lever med hverdags-racisme: Hvor taler du godt dansk
Mange adoptivbørn oplever langt op i deres voksenliv at blive sat i bås og aldrig accepteret som rigtig danske
Andreas Sabroe og Emilie Rene Esbensen er begge adopteret fra Colombia, men ser sig selv som pæredanske. Det er dog langt fra alle, de møder på deres vej, der har samme opfattelse. Konstant bliver de udsat for såkaldt hverdagsracisme.
- I mine øjne er jeg som alle andre. Jeg er godt nok adopteret fra et andet land, men jeg ser mig selv som pæredansk, siger Emilie Rene Esbensen og Andreas Sabroe supplerer:
- Jeg får tit spørgsmålet, om jeg taler godt dansk, og så skal jeg stå og forsvare det. Det er irriterende, at man skal høre på, at man ikke er som de andre (ikke-danske, red.), og hvem er så de? Det er nok dem, der laver ballade og ikke kan finde ud at integrere sig.
Ofte er kommentarerne stødende, uden folk selv lægger mærke til det, men det gør Emilie og Andreas. De har begge konkrete eksempler på situationer, hvor de føler sig behandlet anderledes på grund af hudfarven.
Emilie Rene Esbensen havde et ledigt sæde ved siden af sig i en fyldt bus, da en mand alligevel ikke vælger at sætte sig.
- Han ser pladsen, kigger så på mig og mumler, ej jeg gider ikke sidde ved siden af hende der, fortæller Emilie Rene Esbensen.
Andreas Sabroe oplever ofte racismen i nattelivet. I Aalborgs festmekka Jomfru Ane Gade ender han nogle gange udenfor, imens kammerater bliver lukket ind på diskotekerne.
- Jeg er den eneste mørke i gruppen, og så får jeg at vide, at jeg ikke kommer ind med de bukser, jeg har på, siger Andreas Sabroe.
Han forsøger at bide episoderne i sig, men det er svært at gøre altid.
- Jeg går i dialog og spørger, om folk er klar over, hvad det gør ved mig? Jeg forsøger at være det gode menneske, men der er også grænser for, hvor mange gange man kan være den gode mægler, lyder det fra Andreas Sabroe.
I videoen øverst på siden kan du se mere fra de to adoptivbørns oplevelser.
