Blodbank bad om akut hjælp: Reaktion på kritisk blodmangel overrasker
Vi har brug for mere blod, lød det fra blodcentral. Bloddonorkorpset har svaret.
Det er langtfra altid, man får hvad man ønsker sig og meget mere til.
Det er dog tilfældet for Blodbank og Immunologi på Aarhus Universitetshospital, der tager imod blodportioner fra samtlige blodbanker i Region Midtjylland.
Mandag i sidste uge oplyste den ledende overlæge på afdelingen, Bjarne Møller, til TV2 ØSTJYLLAND, at afdelingen var kommet under den grænse, man er tryg ved, i forhold til blodtypen 0 Rhesus negativ.
Nye donorer har meldt sig på banen
Blodtypen har i akutsammenhæng den højeste status for Blodbank og Immunologi, fordi 0 Rhesus negativ kan bruges til alle patienter.
Artiklen om situationen blev delt på TV2 ØSTJYLLANDs facebookside, og responsen på denne artikel har fået ledende overlæge Bjarne Møller op af stolen.
- Der har været en helt overvældende reaktion. Både nuværende og tidligere donorer har henvendt sig, og der har tilmed været en tilstrømning af nye donorerer. Vi har både fået det, vi har bedt om, og så noget oveni, så det har været helt fantastisk, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Langt fra nedre grænse
Mandag i sidste uge havde Blodbank og Immunologi Afdelingen 285 portioner af blodtypen 0 Rhesus negativ. Den nedre grænse, blodcentralen har sat, er 305 portioner.
- Nu er vi, hvor vi skal være. Det gælder i forhold til 0 Rhesus negativ og alle andre typer blod, som er ligeså vigtige. Vi har langt over 305 poser 0 Rhesus negativ, og der kommer stadig meget blod ind, siger Bjarne Møller til TV2 ØSTJYLLAND.
Er det kommet bag på jer, hvor mange der har meldt sig?
- Som jeg også sagde sidst, er donorerne enormt gode til at bakke op, når vi er i disse situationer. Men det har overvældet os, at folk, der ikke før har været donorer, har meldt sig under fanerne, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Fokus på at hjælpe
Ifølge Bjarne Møller er der en helt særlig ånd blandt de mange bloddonorer.
- Der er en stor opmærksomhed omkring, at man gerne vil hjælpe. Donorsagens essens er at hjælpe medmennesker, og når det trænger på, slår det fuldt igennem.
Artiklen af TV2 ØSTJYLLAND er nået ud til 138.000 mennesker og delt 2300 gange. Med store fare for usmagelig ananas i egen juice har denne journalist spurgt Bjarne Møller, om opslaget har gjort en forskel.
- Det ved jeg, det har. Jeg er helt sikker på, at det betød noget for os, lyder svaret.
Det er kun omkring seks procent af os, der har blodtypen 0 Rhesus negativ.