Mælkekasse, kom hjem! Kh. Arla

Efter 100.000 indsamlede mælkekasser, skruer Arla nu op for returbelønningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arlas grønne mælkekasser bliver i stort omfang brugt i landets institutioner Foto: Arla

De er populære bag på knallerter, som fundament for grønthandlerens frugt-fremvisning og til leg og opbevaring af legetøj i børnehaver og vuggestuer. Men Arla vil så gerne have deres mælkekasser hjem, og derfor skruer de nu op for det beløb der doneres, når det sker.

100.000 til naturen

Arlas mælkekasse-projekt har været i gang siden 2016 og har resulteret i at mejerikoncernen har kunnet byde 100.000 af de fortabte grønne kasser 'Velkommen hjem!'. Med 1 krone i donation pr. kasse, har det resulteret i 100.000 kroner doneret til Danmarks Naturfredningsforening. Et flot resultat - men det er slet ikke nok.

Hvert år må koncernen producere 300.000 nye plastickasser, som erstatning for dem, der forsvinder ud i verden til andre formål end det oprindelige - nemlig transport af mælkekartoner. Og det er dårligt for miljøet.

Arla har tidligere penge til Danmarks Naturfredningsforening, men fremover vil de gode kroner gå til Arla Fondens egen MADlejr, der underviser landets 6. og 7. klasses elever i sund mad og bæredygtighed.  Foto: Niels Ahlmann Olesen - Scanpix

Jorden rundt 33 gange

100.000 indsamlede mælkekasser svarer til 120.000 kilo ren plastik. Det betyder, at Arla kan reducere CO2-udledningen med 300 tons, fordi plastikken kan genanvendes. Besparelsen svarer til at køre jorden rundt 33 gange i en almindelig personbil.

Heller ikke økonomisk er det en god forretning at kasserne forsvinder; Med en fremstillingspris på 22 kroner pr. kasse, er det en udskrivning, der kan mærkes, og nu skal der sættes trumf på incitamentet til at lade de populære kasser vende retur.

Når en butik eller en grossist sender varer ud til for eksempel institutioner, så er det meningen, at de skal tage kasserne med retur igen. 
Jesper Skovlund, PR-chef, Arla Danmark

En rund femmer pr kasse

En rund femmer doneres nu pr. mælkekasse, der returneres til Arla - og det uanset, om den er i god eller dårlig stand. Håbet er, at det får returprocenten så højt op som muligt, uden at Arla dog vil sætte et specifikt mål op.

Samtidig er modtageren af donationerne skiftet. Fra tidligere at være gået til Danmarks Naturfredningsforening, vil de gode kroner fremover gå til Arla Fondens egen MADlejr, der underviser landets 6. og 7. klasses elever i sund mad og bæredygtighed.

 - Det har topprioritet for Arla at være med til at grundlægge sunde madvaner hos den næste generation. Det er derfor oplagt at støtte Arla Fonden med ekstra midler til MADlejr, så endnu flere børn og unge kan blive rustet til gode madvaner og maddannelse. Samtidig arbejder vi ambitiøst på at mindske vores aftryk på klimaet, og donationen fra mælkekasseindsamlingen til MADlejr forener de to målsætninger på bedste vis. Derfor donerer vi 5 kroner pr. kasse, fortæller Jesper Skovlund, som er PR-Chef i Arla Danmark.

De bliver så glade i Arla, når de får deres kasser retur.

Pantsystem er ikke en mulighed

At mælkekasserne overhovedet ender udenfor Arlas distributionsled er slet ikke meningen.

 - Når en butik eller en grossist sender varer ud til for eksempel institutioner, så er det meningen, at de skal tage kasserne med retur igen, siger Jesper Skovlund og fortsætter:

- Det er årsagen til, at det ikke er inde i overvejelserne, at sætte pant på kasserne, som man ellers kender det fra øl- og sodavandskasser, som er beregnet til, at forbrugerne skal transportere varerne hjem i dem.

Det faktum at mælkekasserne alligevel lander ude i landets institutioner er ikke kun et miljømæssigt problem. Kasserne er ikke konstrueret til leg og kan gå i stykker, med skarpe kanter som resultat.

Toårsdag for kasse-projektet i uge 44

I uge 44 har indsamlingen af mælkekasser stået på i to år. Det vil blive markeret med ekstra fokus på indsamlingen og en opgørelse af de foreløbige resultater.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her