Offer for sexovergreb advarer mod Facebooks folkedomstol

Thomas Bering var udsat for overgreb som barn. Han er vred over folk, der hænger mistænkte ud på Facebook. Det hører en bananrepublik til, siger han

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Selv om jeg i min barndom var udsat for overgreb, så bliver jeg altså vred, når folk på den her måde griber til selvtægt. Den slags foregår kun i bananrepublikker og ikke i en retsstat som vores.

Sådan skriver Thomas Bering på TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-side i den aktuelle debat om mistænkte, der hænges ud på sociale medier med navn og billede.

Hvis vi alle bare lægger billeder ud af folk, vi tror har begået ulovlige handlinger, så bliver det et ragnarok.
Thomas Bering, offer for seksuelle overgreb

Debatten kører, efter bloggeren Malene Staal ulovligt har lagt navn og billede på Facebook af en østjysk mand, som er sigtet for pædofili.

Selv udsat for overgreb

Thomas Bering har selv som barn været udsat for seksuelle overgreb begået af en fodboldtræner.

Han går skarpt i rette med Malene Staal.

- Jeg er glad for, at vi lever i en retsstat, hvor man er uskyldig indtil andet er bevist. Hvis vi alle bare lægger billeder ud af folk, vi tror har begået ulovlige handlinger, så bliver det et ragnarok, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Den konkrete sag handler om en mand, der er sigtet for tidligere på sommeren at have bortført et barn fra en aarhusiansk børnehave ved at løfte hende over hegnet.

Derefter har han - ifølge sigtelsen - misbrugt barnet seksuelt.

- Jeg synes, det er en forfærdelig ting, der er sket, siger Thomas Bering og uddyber:

- Men netop når der er så store følelser i spil, er det så vigtigt, at vi bruger vores retssystem, og at vi stoler på vores retssystem. Ellers kan der opstå lynchstemning.

Nej til selvtægt

Thomas Bering kan sagtens forstå folks vrede og foragt, men selvtægt er ikke svaret.

- Jeg er helt stensikker på, at en dag, hvis det her får lov til at fortsætte, så er der en pædofil, som får nogle tæsk eller bliver slået ihjel, fordi folk har ingen respekt for dem – hvad man principielt godt kan forstå. Men det er altså retsstaten, der skal dømme dem, og ikke folket, siger han.

Det er altså retsstaten, der skal dømme dem, og ikke folket.
Thomas Bering, offer for seksuelle overgreb

Malene Staal mener, at risikoen for at ende på de sociale medier med navn og billede vil få pædofile til at tænke sig om en ekstra gang.

Thomas Bering, der bor i Fårvang, er lodret uenig.

- I min verden bliver det aldrig afskrækkende. Det hjælper ikke noget som helst, fordi det er folk, som er syge, der gør det her. Det undskylder ikke. De skal dømmes, og de skal dømmes hårdt, siger han.

Thomas Bering ser en tendens i tiden, hvor mange hænges ud på de sociale medier.

- Jeg synes, det sker alt for ofte, at forretningsdrivende og alle mulige andre lægger billeder op af folk, som måske har begået tyveri. Det kan godt se ud som om, at de har begået tyveri, men vi ved det faktisk ikke, siger han og uddyber:

- Jeg mener, at det er der, vi har et retssystem, som skal træde i kraft. Hvis man ikke er tilfreds med det, så lever vi i et demokrati, hvor vi har politikere. Vi kan ringe til vores politikere, vi kan klage, vi kan skrive debatindlæg og alt muligt andet. Det er i min verden den vej, vi skal gå, siger Thomas Bering.

Øverst kan du se interviewet med Thomas Bering.

Her kan du se indslaget med Malene Staal.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her