Regeringen vil have sprøjteforbud ved vandboringer
Det skal være slut med at sprøjte ved drikkevandsboringer, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen
Der er behov for at beskytte drikkevandet bedre, lyder det fra regeringen, der mener, at det skal være slut med at sprøjte ved drikkevandsboringer.
Derfor indkalder miljø- og fødevareminister Jakob Elleman-Jensen (V) de partier, der blev enige om regler for brug af pesticider sidste år, til nye forhandlinger.
- Jeg er bekymret, når jeg hører i radioen, at nu har man fundet pesticidrester i drikkevandet her, og nu har man fundet det der.
- Derfor ønsker jeg, at det skal være slut med at sprøjte nær ved drikkevandsboringer, for derved kan vi mindste risikoen ganske betragteligt, siger han.
På et samråd i august tøvede ministeren i forhold til at forbyde pesticider ved vandboringer, som partierne i oppositionen advokerede for.
- Det, der grundlæggende er forhindringen, er, at det er nogle menneskers ejendom, lød det.
I mellemtiden er han dog kommet på andre tanker.
- Det, der har ændret sig, er, at jeg har brugt noget tid på at finde en model for, hvordan det her kan lade sig gøre i praksis, siger han.
Kompensation gives
Jakob Ellemann-Jensen påpeger, at det har været centralt at tage hensyn til de mennesker, der bliver berørt af forbuddet.
De boringsnære beskyttelsesområder - også kaldet BNBO - er en særlig beskyttelseszone omkring vandforsyningsboringer. De ligger omkring drikkevandsboringer, og derfor kan der været øget risiko for forurening.
Ifølge ministeriet er knap halvdelen af arealet i dem dækket af marker, hvor man må anvende pesticider.
Torsdag præsenter han en model for, hvordan man kan yde en "rimelig erstatning" til de mennesker, der får begrænset deres private ejendomsret.
- Det vil være en økonomisk kompensation, siger han.
Ministeren afviser dog at komme nærmere ind på modellen.
Hos Socialdemokratiet ser miljøordfører Christian Rabjerg Madsen frem til at drøfte modellen med ministeren.
- I første omgang glæder jeg mig over, at ministeren er vendt på en tallerken, siger han og tilføjer:
- Så må vi have en drøftelse af, hvordan vi kompenserer landbruget. Det er klart, at de mennesker, der har betalt for jorden, skal selvfølgelig kompenseres.
Hos Landbrug & Fødevarer kræver direktør Morten Høyer en engangserstatning for de landmænd, der bliver berørt.
- Hvis politikerne vil lave restriktioner, så skal de landmænd, der bliver berørt, behandles ordentligt.
- Derfor forventer vi, at landmanden får en engangserstatning, der fuldt og helt dækker omkostningerne ved de restriktioner, landmanden får med sådan en ordning, siger han i en skriftlig kommentar.
Partierne bag pesticidstrategien er regeringen samt DF, S, SF og De Radikale.