Uhygiejniske ænder er i omløb på det sorte marked

Fødevarestyrelsen advarer om at købe fjerkræ uden mærkning. Kødet kan være slagtet under uhumske forhold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Reimar Juul - Scanpix

Et stort antal ulovligt slagtede ænder og andet fjerkræ kan være i omløb, advarer Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Advarslen kommer, efter at en større mængde beslaglagte ænder, duer og gæs er forsvundet fra to virksomheder.

De beslagte fugle kan nu være i salg på det sorte marked.

Fuglene blev beslaglagt af Fødevarestyrelsens Rejsehold sidst i november.

De hundredvis af ænder, duer og gæs blev beslaglagt på to virksomheder.

Den ene virksomhed i Thy havde slagtet 58 ænder under uhygiejniske forhold i en snavset lade.

Den anden virksomhed på Fyn kunne ikke dokumentere, hvor den havde fuglene fra.

Det fik Fødevarestyrelsen til at beslaglægge fuglene. Det vil sige, at de hverken måtte flyttes eller sælges.

Sider er fjerkræene dog forsvundet, og kødet er derfor meldt stjålet.

Fødevarestyrelsen advarer om at købe kødet, der er pakket uden korrekt mærkning.

- Hvis man støder på en lidt for billig julegås, eller en anden handel, som virker for god til at være sand, så brug din sunde fornuft, siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens rejsehold.

- De ulovlige fugle er pakket i almindelige fryseposer og uden korrekt mærkning. Jeg kan kun opfordre til, at man køber sin juleand hos en forhandler, man har tillid til.

Fødevarestyelsen oplyser, at symptomer på fødevareforgiftning typisk er opkast, dårlig mave og feber. Der er "risiko" forbundet med at spise de ulovlige fugle, lyder det.

Nu vil Fødevarestyrelsen sammen med politiet prøve at finde fuglene.

- Vi hører selvfølgelig også meget gerne fra borgere, som måske ved noget om, hvor de mange slagtede fugle nu befinder sig, siger Michael Rosenmark.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her