Finansministeren lover løsning på motorvejsstøjen i Randers
Mandag var finansministeren en tur i Randers for at lytte til borgere og larm fra motorvejen. Nu vil han arbejde på en løsning og finde de penge, der skal til
Motorvejen er en evig kilde til støj. Det er derfor, man har støjbarriere og den slags. Men det har de ikke alle steder, og det kan høres i huse og haver, der ligger langs motorvejen i Randers.
- Borgerne ville sikkert have mig til at sige, at jeg har den store posepenge med, men sådan fungerer det simpelthen ikke. Vi bliver nødt til at få pengene til at passe, siger finansminister Kristian Jensen (V), der var i Randers mandag for at se og høre støjen.
Borgerne er trætte af den konstante støj, der plager beboerområderne nær motorvejen.
- Det er som en emhætte, der hele tiden er i gang. Men så kommer der en og slukker den. Men den knap har vi ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne finde sådan en knap, siger Lone Hansen, der er en af de støjplagede beboere.
En årelang kamp
Lone og de andre beboerne har i årevis kæmpet for at få sænket støjen fra motorvejen. Støjproblemerne er steget i takt med, at der er kommet flere biler og tættere trafik. Og i området har beboerne forsøgt at få myndighederne til at tage affære og opstille støjskærme, dog uden held.
Derfor var finansministeren inviteret en tur til Randers af den tidligere Randers borgmester, Michael Aastrup Jensen.
- Vi har hele tiden måtte kæmpe for nye midler, så det er også nødvendigt at få finansministeren herud, for det er ham, der sidder på pengekassen. Og derfor håber jeg, at det er en øjenåbner for ham, at når trafikken stiger, så genererer det mere støj, siger eks-borgmesteren Michael Aastrup Jensen, der i dag er folketingsmedlem for Venstre.
Finansministeren mødte de støjplagede borgere på en motorvejsbro, hvor snakken gik højt – mest på grund af støjen fra motorvejen. I hvert fald kom ministeren med udsigt til en løsning.
- Jeg håber på, at vi kan gøre noget på næste års finanslov, og hvis ikke de puljer, vi har afsat, bliver brugt, så omprioriterer vi, så vi kan få flere penge til at bekæmpe støj, siger finansminister Kristian Jensen.
For Lone Hansen og de andre borgere er næste skridt nu at få lokalpolitikerne til at spæde til, så støjskærmene kan blive til noget allerede i år. Ministeren, der kan gøre det muligt, har været og lyttet til både borgere og støj, og det gør Lone Hansen fortrøstningsfuld.
- Jeg tror, han lytter til os. Og han kan se, at det er et problem. Vi har kæmpet længe, og nu er vi i 2018, så nu må der godt snart til at ske noget, siger Lone Hansen.