Kæmpe tagterrasse på vej på toppen af p-hus
Driftige folk i Randers arbejder for at skabe liv og aktivitet på øverste etage af byens centralt beliggende parkeringshus
Med stor succes har Salling Rooftop i Aarhus haft besøg af en halv million gæster på bare tre måneder, og nu arbejdes der så på endnu en stor tagterrasse i Østjylland. Denne gang i Randers.
Med forretningsmanden Søren Fischer fra Randers Tandhjulsfabrik i spidsen vil man udnytte den ofte tomme øverste etage af p-huset i midtbyen.
- Der holder sjældent biler på den etage, og den har nærmest ingen værdi. Det vil vi skabe nu med en tagterrasse med en restaurant, en taghave, et bytorv, skulpturer og mange andre ting, siger Søren Fischer til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har alliereret sig med 20 elever fra Erhvervsakademiet Dania, og det er fra dem, at de mange ideer til, hvad der skal være på terrassen, er kommet frem.
- De har et hav af gode ideer. Kommunen arbejder jo også på et "Byen til vandet"-projekt, og det her kan sparke gang i det. Der er enestående muligheder på toppen af p-huset, hvor fra der er en fantastisk udsigt udover vandet, siger Søren Fischer.
I alt er der 2900 kvm på etagen, og Søren Fischer er sammen med bestyrelsen for Randers Tandhjulsfabrik villig til at smide et millionbeløb efter at få skabt tagterrassen.
- Der skal dog ikke bygges det helt store. Jeg forestiller mig en restaurant som en slags bistro – måske en fiskerestaurant bygget som et typehus i træ og så ellers en masse solbænke, træer og steder, hvor man kan grille og høre lidt musik, lyder det fra forretningsmanden.
Mange af de ideer har han altså fået fra de unge studerende, som han igen skal mødes med den 19. december for at blive mere konkret på, hvilke der skal føres ud i livet. Her deltager også turistchefen og formanden for Forum Randers.
- Og jeg skal herefter ikke drive restauranten eller stå bag driften af terrassen. Det skal der en masse unge mennesker indover – nogen med gang i, siger Søren Fischer.
Efter planen står terrassen klar til besøgende i løbet af 2018.