Koncert med Johnny Depp udsolgt - nu bliver han en dag længere
Det er gået stærkt for Værket i Randers med at sælge billetter til en koncert, hvor skuespilleren Johnny Depp er med som særlig gæst. Nu er der arrangeret en ekstrakoncert.
Efter det forleden kom ud, at den amerikanske skuespiller med mere Johnny Depp skal medvirke i en koncert i Randers, har der været rift om billetterne.
Det er guitaristen Jeff Beck, der forleden kunne annoncere, at han har den meget omtalte amerikanske skuespiller med som særlig gæst, når han den 29. juni spiller på Værket i Randers.
Læs også:
Koncerten er nu udsolgt, men har man ikke sikret sig en billet, er der håb endnu, for Værket har arrangeret en ekstrakoncert med Jeff Beck - og altså også Johnny Depp - den 30. juni.
Johnny Depp har den seneste tid tiltrukket sig enorm opmærksomhed, efter skuespilleren og hans ekskone Amber Heard har udkæmpet et juridisk sværdslag om injurier i fuld offentlighed. Retssagen har kunnet føles på sociale medier, som var der tale om en tv-serie.
Onsdag fastslog et nævningeting, at Heard har ærekrænket Depp og nu skal betale 15 millioner dollar i erstatning. Johnny Depp var dog ikke til stede ved afgørelsen.
Til gengæld er han de seneste dage set turnere i England med Jeff Beck, som han nu også er på vej til Danmark sammen med.