Partifælle vil vippe borgmester af pinden: - Tid til fornyelse
Partifælle udfordrer den siddende borgmester på borgmesterposten. Men det skaber ikke splid, mener han.
Siden 2017 har borgmesteren i Randers heddet Torben Hansen og været socialdemokrat.
Men nu har den siddende borgmester fået en udfordrer fra egne rækker. Partifællen Anker Boje har netop meddelt, at han nu udfordrer Torben Hansen i at blive partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025.
- Jeg vidste ikke, at Torben Hansen også stiller op, men jeg tror på min chance. Jeg er blevet opfordret af mange medlemmer og føler, jeg har deres opbakning. Jeg tror, at der er en reel chance for, jeg kan blive valgt. Ellers havde jeg ikke stillet op, fortæller Anker Boje til TV2 Østjylland.
Men Torben Hansen stiller altså op som borgmesterkandidat. Det bekræfter han fredag overfor TV2 Østjylland.
Anker Boje forklarer, at han er en anden type politiker end Torben Hansen, og at han vil kunne tilbyde borgerne i Randers noget andet - og så mener han, at man i byrådet har glemt at lytte til borgerne.
- Vi skal lytte mere til borgerne. Et eksempel er forlængelsen af Ringboulevarden, hvor jeg mener, at vi glemmer at lytte. Vi ser ikke på, hvad borgerne vil, fortæller Anker Boje.
Skaber ikke splid
Anker Boje fik ved kommunalvalget i 2021 687 personlige stemmer, mens Torben Hansen var Socialdemokratiets helt store stemmesluger med 3.949 personlige stemmer.
Torben Hansen fik væsentlig flere personlige stemmer end dig ved seneste valg og er en populær politiker. Tror du ikke, at medlemmerne vil skele til det og vælge et mere sikkert kort og en de tror på kan blive borgmester frem for dig?
- Nu er det jo medlemmerne og ikke vælgerne, der skal udpege vores borgmesterkandidat. Og Torben og jeg er vidt forskellige typer. Jeg mener, at vi trænger til at ryste posen.
Skaber du ikke splittelse internt i partiet med dine udmeldinger?
- Jeg ønsker ikke at skabe splid. Jeg mener, at jeg har noget andet at tilbyde borgerne, som de ikke får ved Torben Hansen. Det er tid til fornyelse. Nu er det op til vores medlemmer at vælge, hvem der skal være kandidaten. Vi er et demokratisk parti, siger Anker Boje.
TV2 Østjylland har spurgt Torben Hansen, hvad han mener om Anker Bojes udmeldinger om, at Randers Kommune glemmer at lytte til borgerne.
- Jeg lægger meget vægt på fællesskabet i Randers Kommune, og derfor er jeg klar til fire år mere. Fællesskab er at lytte og tage hensyn til hinanden. Derfor er vi kommet langt i Randers Kommune eksempelvis på bosætning, ældreområdet, miljø med mere, og vi skal endnu længere de kommende år. Det er netop også fællesskabet, der har gjort, at vi er kommet godt igennem store kriser, skriver Torben Hansen i en besked.