Politi søger vidner: Rød Corsa kørte vanvidskørsel og ramte pickup-truck
Politiet søger vidner, der den 20. juni kan have set en rød Opel Corsa kører vildt og uforsvarlig mellem Mariager og Randers
En motorcyklist måtte den 20. juni ud i noget af en undvigelsesmanøvre.
Bilisten bag rattet på en rød Opel Corsa havde nemlig bevæget sig ud på den forkerte vejbane, ligesom han i løbet af samme køretur påkørte en pickup-truck på landevejen
Derudover har et vidne forklaret, hvordan bilen var ved at påkøre en mand på Bredstrupgade i Randers.
Nu søger politiet vidner til vanvidskørslen.
Politet søger vidner til episoder med Corsa'en
Kørslen foregik cirka i tidsrummet kl. 16.00-18.30, hvor den røde Opel tog turen fra Søndergade i Mariager, gennem Assens by og Gassum, inden det til sidst endte med en påkørsel, hvor føreren af Corsa’en kørte ind i en parkeret bil på Nørre Boulevard i Randers C.
En 32-årig mand blev kort efter anholdt og er nu blandt andet sigtet for at køre uden førerret og for at have bragt andres liv og førlighed i fare med sin kørsel.
- Manden nægter at have kørt bilen, selvom han blev anholdt på stedet. Så nu søger vi vidner, der kan bidrage med yderligere detaljer om, hvad der er sket af episoder under turen, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi forsøger i forbindelse med efterforskningen at fastslå, hvem der har kørt bilen, og hvilke strafbare forhold, der er begået undervejs på turen mellem Mariager og Randers.
Har du se nogle af de nævnte episoder eller andre episoder, hvor Corsa’en med registreringsnummer BW 18414 var involveret, så kontakt til Østjyllands Politi på telefon 114.