Populært handicapcenter truet af lukning

Handicapcentret Kronjylland er presset på økonomien, og både brugere og bestyrelsesformanden frygter for fremtiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Joan Høgh er en af de brugere, der kan blive ramt, hvis Handicapcentret Kronjylland må lukke.

Lige uden for Randers ligger Handicapcentret Kronjylland, som især slår sig op på sine to varmtvandsbassiner. Men fremtiden for stedet er usikker.

Jeg kan frygte, vi på et tidspunkt ikke kan betale regningerne. For vi kan ikke bare hæve priserne, da vores brugere har lave indkomster.
Lars Pedersen, bestyrelsesformand, Handicapcentret Kronjylland

I 2015 åbnede det store badeland, Water & Wellness, inde i byen, og lige siden har handicapcentret været presset på økonomien.

For herefter har Randers Kommune udelukkende sendt de handicappede borgere til genoptræning i badelandet. 

- Økonomisk set er det forfærdeligt. Jeg kan frygte, vi på et tidspunkt ikke kan betale regningerne. For vi kan ikke bare hæve priserne, da vores brugere har lave indkomster, siger den frivillige bestyrelsesformand for Handicapcentret Kronjylland, Lars Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Lars Pedersen blev for nylig 70 år, og på grund af et dårligt helbred tror han ikke på, at han kan blive ved med at drive handicapcentret uden hjælp. Han håber, at en investor vil købe og renovere stedet.

Ønsker et samarbejde

Han har været den helt store drivkraft bag stedet siden 1988, men har måttet erkende, at det bliver sværere og sværere at få tingene til at løbe rundt.

Personligt ærgrer han sig meget over, at det ikke er blevet til et samarbejde med Water & Wellness.

Et sted han hjalp i gang med sin store erfaring fra drift af svømmebassiner.

- Vi kunne samarbejde med dem, og de kunne drive deres badeland, og vi kunne have vores center herude. Men det ønsker de ikke, forklarer Lars Pedersen.

VIDEO: Forældre til børn på specialskolen Hørningskolen er bekymrede for, at politikerne tænker mere på bygninger end børnene. Indslaget er fra den 2. september.

Ingen vil købe stedet

Hverken badelandet eller Randers Kommune ønsker at overtage handicapcentret.

- Jeg synes, det er skrækkeligt, hvis vi i Randers ikke skulle have sådan et sted. Vi burde være stolte af det. I værste fald bliver det væltet, og så kommer der et supermarked eller rækkehuse, siger Lars Pedersen.

Jeg går herude to gange om ugen, og det gør, jeg kan passe et arbejde.
Joan Høgh, bruger, Handicapcentret Kronjylland

En af de brugere, der bekymret følger med i handicapcentrets overlevelseskamp, er Joan Høgh.

Hun er kræftpatient og benytter centrets varmtvandsbassiner flere gange om ugen. Hver gang hun har været afsted, kan hun mærke fremgang.

- Jeg er træt, men en træthed hvor mine smerter er mindre. Jeg går herude to gange om ugen, og det gør, jeg kan passe et arbejde. Og for mig er livskvalitet stadig at kunne passe et job, siger Joan Høgh til TV2 ØSTJYLLAND.

Joan Høgh frygter for sit eget helbred, hvis hun ikke længere kan komme i varmtvandsbassin to gange om ugen.

Søger ro og tryghed

Joan Høgh er en del af et lille hold for kræftramte, og de har forsøgt sig med tilbuddet i det nye Water & Wellness.

- Her finder jeg altså ikke den ro og det sammenhold, som der er herude. Det her er den trygge base, hvor vi også kan mødes bagefter og snakke om det, der er svært, fortæller hun.

En anden, der er bekymret for centrets fremtid, er den lokale fysioterapeut Atle Røstad.

- Jeg frygter for den dag, stedet lukker, fordi vi har mange borgere, som vil mangle et sted til genoptræning, siger indehaveren af Fysiodanmark Randers til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge bestyrelsesformanden for Handicapcentret Kronjylland trænger stedet til en kærlig hånd. I flere år har alle indtægter blevet brugt på reparationer, men der er ikke penge til at fikse alt.

Fyldt i badelandet

Borgerne har ifølge ham brug for træning i varmtvandsbassin, og der er nærmest fyldt i Water & Wellness.

- Vi kan måske presse nogle enkelte ind i Water & Wellness, men der er flere hundrede, som vil stå uden muligheder for at træne i vand, spår Atle Røstad.

jeg har hørt mange af kritikpunkterne om Water & Wellness før, og dem deler jeg til fulde.
Rosa Lykke Yde, formand, socialudvalget,

Blandt dem er Joan Høgh. Hun kan nu kun krydse fingre for, at der bliver fundet en løsning:

- Jeg håber virkelig, at centret er noget, der kan få lov at blive for os, der er lidt specielle.

Bestyrelsesformanden for Water & Wellness, Søren Møller, bekræfter over for TV2 ØSTJYLLAND, at der er meget pres på stedets varmtvandsbassiner. Men han siger samtidig, at man er klar til at omprioritere, hvis det bliver nødvendigt: - Hvis der kommer en facilitet mindre i Randers Kommune, er vi klar til en drøftelse med kommunen om, hvordan og hvem vi skal prioritere i varmtvandsbassinerne, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Vil ikke forringe tilbud

En af dem, der kan redde handicapcentret i Stevnstrup, er det lokale byrådsmedlem Rosa Lykke Yde (SF). 

Hun er formand for socialudvalget, der har ansvaret for handicapområdet. 

- Det tyder på, at vi tidligere har truffet beslutninger på bekostning af andre steder, og hvis de har betydet, at vi forringer tilbuddet for vores handicappede borgere, så er det ikke i orden, siger Rosa Lykke Yde til TV2 ØSTJYLLAND.

Rosa Lykke Yde er åben over for støtte til handicapcentret i Stevnstrup, men hun vil ikke love noget.

Har hørt kritikken før

Hun har nu bedt forvaltningen i Randers Kommune om en redegørelse for kapacitetsudfordringerne i Water & Wellness. 

Hvis de viser sig - som frygtet - at være store, vil hun have fundet en løsning. 

- Jeg kan ikke garantere, at vi skal ind og overtage centret i Stevnstrup, men jeg har hørt mange af kritikpunkterne om Water & Wellness før, og dem deler jeg til fulde, siger hun og fortsætter:

- Så jeg vil gerne have afsøgt mine muligheder for en løsning.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her